mere til at vinde Riget, om han lod en gammel Bondemand dræbe, og at det dog var haardt at lade deres Fædre undgjelde for Sverres onde Raad. Da nu ogsaa flere bade for Havle, lod Magnus sig endelig formilde, og gav ham Lov til at fare hjem i Fred.
Nogle Dage derefter roede Magnus – der siges ikke om det var ifølge en Indbydelse fra Sverre eller ej – ind til Øren; Sverre gik ligeledes derned, for at holde en Sammenkomst og prøve mindeligt Forlig. Sverre foreslog at de skulde dele Landet ligt imellem sig, og begge paa een Gang være Konger, ligesom Kong Magnus Barfods eller Harald Gilles Sønner. Herom blev der talt mangt og meget; nogle af Magnus’s Mænd raadede ham til at modtage Forslaget, andre ytrede sig derimod; han selv var ogsaa af denne Mening, saaledes kom intet Forlig istand, og han roede atter ud under Holmen med sine Mænd. De raadsloge nu om den bedste Maade at indrette deres Angreb paa, thi fra Ilen af nyttede det ej, formedelst Befæstningerne, hvilke man ej kunde vente at Sverre uden højeste Nød vilde forlade. De fandt da paa at lade Ankrene drage op til Skibsbordene, og med sterke Reb fastgjøre dertil en Deel Tømmerstokke, for siden at ro lige til Øren og slippe Ankrene med Tømmeret ned paa de der opstillede Bønder; dette kom dog ikke til Udførelse, ligesaa lidt som mange andre lignende Planer, der udtænktes. Mandagen i Gangdagene (den 26de Mai) tidligt om Morgenen, roede Magnus atter ind til Øren til Samtale, og begge Parter opfordrede hinanden til at holde Slag: Birkebeinerne bade Magnus at lægge til ved Øren, Magnus derimod bad dem at komme ud af Træborgen og holde Slag med ham paa Ilevollene. Dette Forslag modtog Sverre. Med Borgen i Ryggen og den aabne Plads foran sig kunde han med temmelig Tryghed gaa ind derpaa. Det aftaltes saaledes, at Morgenen efter (Tirsdag den 27de Mai) skulde begge Partier indfinde sig paa Ilevollene, for at prøve Kamplykken. Dette lod Sverre strax bekjendtgjøre for sine Mænd, med den Befaling at de skulde gaa til Skrifte og gjøre sine Vaaben istand. Det samme gjorde Magnus paa sin Side. Tirsdag Morgen, da Solen randt op, lod Magnus blæse til Opbrud fra Munkholmen. Paa alle Skibene blev da Tjeldene tagne ned, og de roede ind til Ilen lige under Bjerget, hvor Mandskabet gik i Land. Magnus’s Skib, en stor Skeid, lagde sig for Anker længere ude; Skuder og Smaaskibe roede til Land. Magnus gik med hele sin Hær op ad Steenbjergene, og blev siddende der, indtil Solen kom højere op paa Himlen, for at hans Folk ej skulde have den lige i Øjnene. Siden lod han dem gaa ned paa Sletten og stille sig i Fylking. Paa samme Tid gik ogsaa Kong Sverre ud af Træborgen og fylkede sine Skarer, idet han søgte temmelig nær under Bjerget. Kong Magnus stillede sig selv med sin Hird og sit Merke paa sin venstre
