Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/109

91

1178. Slag ved Hattehammeren.

han, „højst rimeligt, at de gjeste os, men jeg har tillige hørt, at de kun have smaa Skibe og lidet Mandskab, hvilket tilmed er udmattet og i usel Forfatning, og det passer sig ikke for Bønder og Kjøbmænd, at give Slip paa Gods og Fæ for slige Tyve og Ugjerningsmænd som Sverre har harket sammen. Ville I derfor byde til at forsvare Byen efter Evne, skal jeg understøtte Eder med mit Skib og alle de Huuskarle, jeg har i Biskopsgaarden“. Dette Forslag antoge alle med Takke, og sagde at de heller vilde slaas, end taale Birkebeinernes Voldsomheder. Der blev da i Hast udrustet fem Skibe, de fire af Bymændene og Kjøbmændene, det femte af Erkebiskoppen; dette var bedst bemandet, thi Besætningen bestod af hans Huuskarle, under Anførsel af Sigurd, en Søn af Asser Bilse. Paa Digermulen sattes en Veie med tilhørende Udkigsvagt. Saa snart denne om Morgenen i Lysningen fik Øje paa Skibene ved Rødbjerget, satte den Ild paa Veten, og da Bymændene saa dette Tegn, løde de blæse til Indskibning, og roede ud af Elven. Birkebeinerne toge imidlertid Tjeldene ned, og roede over Fjorden ind under Bjerget, medens Bymændene kom imod dem uden om Ilsvigen. Da de kom ud for Digermulen, saa de hinanden, og mødtes paa Vigen indenfor Hattehammeren. Her begyndte nu en heftig Kamp. Bymændene havde endnu kun fire Skibe, da Erkebiskoppens Skib ikke var kommet saa hurtigt afsted; Sverre havde ogsaa fire Skibe, men kun eet af dem var en Tyvesesser. Det var godt Vejr, og der blæste en svag Nordøstvind, der under Striden drev Skibene nærmere og nærmere mod Kysten, indtil de kom tæt ind paa Land. Da Kampen havde varet en Stund, og Birkebeinerne allerede havde ondt for at klare sig nogenledes, kom Erkebiskoppens Skib til. Ved Synet deraf tabte Birkebeinerne Modet, og flygtede fra Skibene op i Land. Sverre blev reven med i den almindelige Flugt. Da han løb forud i Skibet, gik en af Dæksplankerne foran Masten løs under ham, og han faldt ned i Rummet; de øvrige løb saa tykt over ham, at han en lang Tid ikke kunde komme op. Endelig fik en af de bagerste, ved Navn Helge Bygvom, see ham, greb ham i Axlen og hjalp ham op med de Ord: „ilde skilles vi ved vor Konge, naar han skal ligge her i Pumpevandet.“ „Vær du kun for det første lidt sparsommere med Kongetitlen, min gode Helge,“ sagde Sverre, og sprang i Land med ham. I det samme kom tre af Bymændene hen imod dem. Helge løb dem imøde, og gav sig i Kamp med dem, men Kongen kløv op ad en bradt Bakke. Uheldigviis var han iført en sid blaa Kufl (Hettekappe); den kom han til at træde i, saa at han snublede og gled ned paa Fjæren igjen. En af dem, der kjæmpede med Helge, løb strax til for at give ham Dødshugget, men Helge, som saa, i hvilken Nød Kongen var stedt, sled sig bort fra de to andre, ilede hen til hiin, og hug ham ned. De tvende fandt det raadeligst, ikke at fornye