Kampen med Helge, og begave sig bort; Helge kunde saaledes uhindret hjelpe Sverre, der atter søgte at komme op ad Bakken, men havde ondt for at gaa formedelst et Saar, han under Kampen havde faaet paa Foden af en Gaflak, som Serk paa Rjod, en Bonde fra Nordmøre, havde kastet paa ham. Ved Helges Hjelp lykkedes det ham endelig at komme op paa Aasen, hvor efterhaanden de af hans Mænd, der var undkomne fra Nederlaget, samlede sig til dem. Sverre gik noget længere frem paa Fjeldet og hvilede sig paa et Sted, hvorfra de tydeligt kunde høre Bymændene tale imellem sig om „hvor vidt han Sverre var falden eller ikke.“ Da kunde Helge ikke bare sig for at raabe ned til dem: „Kong Sverre vover nok en værre Dyst med Eder, inden han er død.“ Bymændene gjorde dog intet Forsøg paa at komme op til ham. Men mange af hans bedste Mænd vare faldne, blandt dem de tre Saltnesgutter, af hvilke Sigurd og Jon Kettling fik deres Banesaar nede paa Fjæren, Villjam, den tredie, søgte at undkomme paa et af Skibene, men indhentedes af Bymændene ved det nærmeste Nes, hvor han sprang i Land, og blev fældet lige paa Stranden. Ogsaa Gudlaug Stallare blev haardt saaret, men kom dog op paa Aasen. Her mødte han en Bonde, der af hans Skarlagens Kjortel kunde skjønne at han hørte til Birkebeinerne, og hug ham i Halsen med en Øxe, han havde, saa at han styrtede. Bonden troede ham død, tog Klæderne af ham, og dækkede ham til med Riiskviste. Men efter nogen Tid kom han til sig selv igjen, og havde endnu Kræfter nok til at gaa hen til en Gaard, hvor man tog vel imod ham. Siden rejste han efter Kongen, og hans Saar lægedes, men fra den Tid kaldte Birkebeinerne ham for Spøg Gudlaug Gnitaskar (d. e. Nakkeskaar).
Efter dette uheldige Slag søgte Sverre atter til Fjelds, for gjennem Oplandene at drage til Viken, men nogle af hans Mænd gjorde en Afstikker til Nordmøre[1], hvor de dræbte den før omtalte Serk paa Rjod med
- ↑ Dette kan, som man lettelig seer, kun have været den øverste og Vejen til Opdal nærmeste Deel af Nordmøre, thi nogen lang Afstikker kunde en liden Afdeling af den i sig selv ubetydelige Flok ej tænke paa at gjøre. Stedet, hvor Serk boede, har saaledes vel været det nuværende Røen (Rjóðr) i Rindals Annex til Surndal. Hid ere Sverres Mand maaskee komne over Surndalsskoven, og have derpaa taget Vejen op forbi Romundstad og gjennem Vaalaaskardet til Rennebu, hvor de atter sluttede sig til Hovedtroppen. Det er imidlertid højst rimeligt, at de ikke engang kom saa langt som til Gaarden, da det er vanskeligt at forstaa, hvorledes Serk, der selv deeltog i Slaget, skulde være kommen der før dem, men at de alene have lagt sig i Baghold for ham paa Surndalsskoven, og overfaldt ham, da han vendte tilbage.
