deri. De roede da ind ad Fjorden, og lagde til ved Rødberget. Sverre lod nu sine Mænd kalde tilsi sig, og spurgte dem i al Stilhed, paa hvad Maade de da tænkte at angribe Byen, siden de vare saa forhippede derpaa. De tænkte kun, sagde de, at ro lige til Bryggen, og see til at komme op der. „Dette“, sagde Sverre, „duer ikke, thi Bymændene ville nu neppe godvillig give Staden i vor Vold, eftersom vi Birkebeiner just ikke have faaet det bedste Ord paa os for Ran og Plyndring. Jeg raader til, endnu for det lysner, at sende en Skude ind forbi Stadsbygden, over Fjorden inden om Munkholmen, og lige til Ladehamren: der skal den lægge sig, tjeldet paa det bedste, saa yderligt at man godt kan see den fra Byen, naar det er lyst. Men alle de, som ere ombord, skulle gaa i Land, op i Skoven, og videre frem ovenfor Lade langs Aasen indtil de komme strax ovenfor Broen[1], der skulle de forblive indtil det lysner. Vi skulle imidlertid ro ind over Fjorden til Flak, og langs med Bjerget til Gullhamar, hvor vi skulle lægge bi. Naar det da begynder at lysne, og de i Byen see Skibet ved Ladehamren, ville de, som jeg formoder, antage, at vor hele Styrke ligger der i Nærheden, og ro imod den med alle sine Skibe; men medens de saaledes ro ud til Ladehamren, skulle vi ro om Hevringen[2] og ind til Øren. Da tør det nok hænde, at det bliver os, som komme til at forbyde dem Adgangen til Byen, ikke omvendt.“ Imod dette kloge Raad indvendte Gudlaug Vale, Sverres Stallare, at det var alt for voveligt at dele deres alligevel højst ubetydelige Styrke. Det samme sandt ogsaa flere, og Sverre blev overstemt, saa at det omsider blev afgjort, at de skulde ro lige til Byen saa snart det blev lyst. Sverre sagde, at han slet ikke syntes om dette, og at det vilde bekomme dem ilde at fatte Beslutninger mod hans Vilje, men at han ikke desto mindre var rede til at dele Faren med dem.
Da Birkebeinerne fattede den dumdristige Plan, tænkte de neppe paa, at der denne Gang var en Mand tilstede i Nidaros, som ikke gav Jarlen selv stort efter i Magt og Dygtighed, og som ej alene havde Evne, men ogsaa den ivrigste Vilje, til at forsvare Byen og Kirken mod saadanne ubudne Gjester. Dette var Erkebiskop Eystein. Han havde allerede Dagen forud ladet blæse til Mode i Byen, for at sætte Mod i Bymændene og opmuntre dem til et kraftigt Forsvar. Her fortalte han, hvorledes han havde faaet Underretning om at Birkebeinerne vare komne ned til Naumdal, og havde taget Søvejen sydefter[3]. „Det er“, sagde
