oftest kun kæmpede nogle faa Hundreder paa hver Side. Tusende paa hver er allerede et overvættes stort Antal. En Konges eller det hele Riges Skjebne afgjordes stundom ved en Fegtning mellem tvende smaa Haandfulde Folk. Anderledes, ville vi see, var det ikke trehundrede Aar senere, i den saakaldte Grevefejdes Tid. Med nogle faa hundrede Mand regulære Tropper blev Norges Undertvingelse udført. Folket rørte sig neppe, ret som om Kampen var det ganske uvedkommende.
Dette var dog intet Tegn paa nogen egentlig Udartelse hos Folket, eller paa Aftagelsen af dets Livskraft. Det var kun et af de mange Kjendetegn paa Overgangen fra en mere forældet til en med den almindelige europæiske Kulturudvikling stemmende Statsskik. Men det var et Uheld for Norge, at denne ikke var aldeles moderne; thi til en saadan vilde Norges ældre, simple let overskuelige Forhold aller bedst have passet. Den, som i det 13de og de følgende Aarhundreder blev den herskende i Vesteuropas Lande, indeholdt for mange Elementer, der vare fremmedartede for Norge, til at dette med Held eller endog uden Skade kunde søge at tilegne sig dem. Man kan sige at Norge var enten ikke modent dertil, eller at det allerede var kommet ud over en saadan Tingenes Orden, – begge Dele med lige Føje, eftersom man tager det. Norge havde ingen Feudal- eller Arve-Adel, en født Krigerkaste, og en saadan var nødvendig for Statslivet i hine Tider. En saadan Kaste, der betragtede Vaabenferd som sit medfødte Fag og sin udelukkende Ret, fandtes ikke i Norge, og den Spire dertil, som indeholdtes i det gamle Lendermands-Aristokrati, tilintetgjordes deels ved Borgerkrigene, deels ved den af Sverre grundlagte og af hans Efterfølgere gjennemførte Udvidelse af Kongemagten. Da Borgerkrigene ophørte, og med dem Nødvendigheden af at holde regulære Tropper, saa at det hele Folk, ingen Klasser undtagne, var anviist paa det stille og rolige Land- og By-Liv, maatte ogsaa Folket i det hele taget blive uvant med Vaabenferd og Krigsvæsen, med andre Ord, blive ukrigersk, og denne Ukrigerskhed sporedes, som vi have seet, hos Landbefolkningen allerede under Borgerkrigene selv, fordi den forandrede Krigskunst gjorde Brugen af regulære Tropper nødvendig, og næsten afskaffede Søkrigen. Søkrigen var Nordmandens egenlige og naturlige Maade at stride paa; Landkrigen kunde i hine Tider, hvor det mest kom an paa Rytterfegtning og en Adelstand, aldrig faa noget at betyde i Norge eller for Nordmanden. Hertil kommer nu, hvad der i det følgende Tidsrum vil vises, at de nyere Handelsforhold, fornemmelig Hansaforbundets Magt i de nordiske Farvande, mere og mere indskrænkede Nordmændenes egen Handelsfart, og derved berøvede den opvoxende Ungdom den Anledning, Handelsrejser hidtil gav den til at vinde Verdenskundskab og personlig Raskhed, med andre Ord altsaa, forandrede den norske Ynglings hele Opdragelsesbane og gav derved hans Væsen et langt andet,
