Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/1076

1058

Haakon Haakonssøn.

155. Folkets Vilkaar.

Norges økonomiske Tilstand og Folkets Vilkaar var for Resten ved nærværende Periodes Slutning vistnok bedre, end man ved en overfladisk Betragtning af Forholdene skulde have ventet efter langvarige indre Krige. Thi det var egentlig kun under Sverre og de nærmeste Aar efter hans Død, eller overhoved under Bagle- og Ribbunge-Fejden, at Folket selv tog ivrigt Parti, og Thronkrigen tillige blev en ødelæggende Borgerkrig. Hvad der ogsaa bidrog til at gjøre den end mere heftig under Sverre var den Iver, hvormed Gejstligheden kastede sig ind i den, og den Misstemning, Bansættelsen m. m. udbredte over Landet. Efterhaanden synes det egentlige Folk mere og mere at have trukket sig tilbage fra Deeltagelse i Fejderne, og at have overladt denne til de egentlige Krigere af Fag. Det er tydeligt at see, at Krigen paa Slutningen kun førtes af disse, medens Bønderne og Borgerne stode roligt og saa til. Den bestandige Øvelse, hvori Birkebeinernes, Baglernes og de øvrige Partihobes Krigere vare, gav dem ogsaa en saadan Overvegt over de uøvede Folkehobe, at disse som oftest mistvivlede om at kunne udrette noget imod dem, naar de ikke havde desto større Overmagt paa sin Side. Aldrig viiste hiin Overvegt sig tydeligere, end i det store Slag ved Oslo, hvor Sverre med en Haandfuld Birkebeiner slog Tusender af Bønder. Det er ligefrem regulære Troppers Overlegenhed over en udisciplineret Landstorm. Birkebeiner, Bagler og andre faste Krigerkorps (liðsmenn) vare virkelig, efter de Tiders Forhold, fuldstændigt regulære Tropper. De vare sig og sin Overlegenhed som saadanne bevidste, talte med Haan om, hvorledes de forstode at slaa paa „Bonden,“ opførte sig sædvanligviis, trods Kongernes alvorlige Bestræbelser for det modsatte, med megen Insolens, som alle staaende Troppehobe i tidligere Dage, og førte derhos som oftest en højst tøjleløs Levemaade, fornemmelig med Drik og Svir, saa at man nok kan forstaa, at de have været en sand Plage for de Byer, hvor de laa stationerede. Denne umaadelige Overlegenhed hos de regulære Tropper, i Forbindelse med at Søkrig, mere og mere gik af Vane gjorde og, at Kongerne nu kun sjelden fandt deres Regning ved at benytte opbudte Ledingstropper. Ledingstroppernes Upaalidelighed synes næsten at være bleven til et Ordsprog. Kongernee valgte heller at benytte deres egne faste Krigere, og oppebære Ledingspræstationerne som en Skat, hvilket igjen, som det i det følgende vil sees, havde en fuldstændig Omregulering af denne Præstation til Følge. Thronkrigene have saaledes, hvad man mindst skulde vente, lagt den første Spire til den Ukrigerskhed eller rettere totale Uvanthed ved Krig og Vaabenfærd, der i flere paafølgende Aarhundreder næsten er charakteristisk for det hidtil saa krigerske norske Folk. Naar man læser om de Slag, der leveredes under Tronkrigene, maa man studse over at der som