Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/1075

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
1057
Literatur. Islandske Afskrivere.

gaer og digtede eller fremsagde Kvad. Der findes endnu mange Haandskrifter af Kongesagaerne, eller i det mindste Brudstykker af Haandskrifter, der øjensynligt ere skrevne af Islændinger. Dette skjønnes ej alene af Sprogformen, men ogsaa af selve Haandskriften, da den Maade hvorpaa Islænderne formede deres Bogstaver, i det 13de Aarhundrede begyndte mere og mere at afvige fra Nordmændenes. At de fleste af disse Haandskrifter ej ere skrevne paa Island og bragte til Norge, men i Norge selv, altsaa enten til Udsalg, eller efter enkelt Mands Foranstaltning, lader sig i de fleste Tilfælde med temmelig Bestemthed slutte. Et ypperligt Exempel har man navnlig i det for omtalte gamle Haandskrift af Thidrikssaga, ved hvilket der har været anvendt fem Afskrivere, der indbyrdes afløste hinanden; tre af disse sees at have været norske, to islandske. Disse Islændinger have saaledes skrevet i Norge.

Andre Kunster og techniske Færdigheder have vel for øvrigt staaet omtrent paa samme Fod, som i den foregaaende Periode, og vi henvise derfor til hvad der tidligere derom er ytret. Man har vistnok eller rettere havde, fra Slutningen af det 12te og første Halvdeel af det 13de Aarhundrede mange herlige Kirke-Bygningsverker, men det er øjensynligt, at man til det meste, der opførtes af Steen, brugte udenlandske Kunstnere, hvis Arbejder altsaa ikke kunne betragtes som Prøver paa indenlandsk-norsk Kunst. Imidlertid maa en Mængde indfødde Arbejdere være bleven oplærte, saavel herved, som ved de mange Klosterbygninger, Borge og Befæstninger, der i denne Periode opførtes. Navnlig maa man have lært at bearbejde Bygnjngsmaterialierne selv med større Færdighed, ligesom ogsaa Brugen af Tegl og Tilvirkningen af Teglsteen i Norge synes at skrive sig fra denne Tid[1]. Den for Norge særegne Træbygningskunst med tilhørende Færdighed i at udskære Arabesker og andre Prydelser i Træ holdt sig fremdeles i sin fulde Glands, hvilket flere endnu tiloversblevne Levninger vise. Man har sikkert ogsaa fremdeles haft megen Færdighed i Metalarbejde, om end ingen bestemte Prøver derpaa fra denne Tid kunne paapeges. Man skal imidlertid ikke kunne slutte stort af Landets Mynter fra denne Tid, thi med Undtagelse af de faa med Sverres Navn, der ovenfor omtaltes, ere alle de, man hidtil har fundet, simple og daarlige Bracteater, om hvilke man ej engang sikkert veed, til hvilken Konge de ere at henføre[2].

  1. Kong Haakons Søn Magnus opførte, som vi ville se, et Teglkastel ved Tunsberg. Hovedøklostrets Ruiner indeholde ligeledes Teglstene.
  2. Se Holmboe, das älteste Münzwesen Norwegens S. 41.