ogsaa at Sproget paa denne Tid naaede sin højeste Uddannelse. Større Klassicitet, end i Kong Haakons Oversættelse af Barlaams og Josaphats Saga, i Kongespejlet, og endelig i Snorres Kongesagaer saavel som Edda, har det ikke naaet. For Resten er det merkeligt nok, at flere Afvigelser fra den oprindelige Udtale af Sproget, der nu ere egne for Islændingernes Mundart, allerede da fremtraadte i deres Bogstaveringsmaade, f. Ex. en fuldkommen Sammenblanding eller Forvexling af Vokalerne æ og ø, y og i m. m., Egenheder, der maaskee for en Deel ere bevirkede ved det af Are frode og Thorodd Runemester opstillede Retskrivningssystem, thi det er ikke sjelden, hos et meget læsende Publikum, at en særegen Retskrivning har Indflydelse paa Udtalen[1]. Disse orthografiske Afvigelser, der gjør det temmelig let at skjønne, om et Haandskrift er skrevet af en Islænding eller af en Nordmand, have imidlertid ingen Indflydelse paa selve Sprogformen, der fremdeles er den samme for begge Lande, under Fællesnavnet Norrøna. Derimod havde saavel det Svenske, som især det Danske paa denne Tid allerede antaget hvert sin særegne Charakteer, der betegnede dem som selvstændige Sprog, og gjør det umuligt, fra det 12te Aarhundrede af at tale om noget fælles oldnordisk Sprog. Endog Norrønaliteraturen var i det hele taget lidet eller intet kjendt i Nabolandene, hvis Nationalliteraturer i denne Tid begyndte at danne sig, og derfor udviklede sig i en ganske anden Retning.
Literaturens Forøgelse og den tiltagende Læselyst, især i Norge, saavel som det stedse mere og mere tiltagende Skriveri ved offentlige Forhandlinger, hvor man tidligere nøjede sig med mundtlig Overeenskomst, gjorde ogsaa Trangen til skrivekyndige Mænd føleligere, saa at Udøvelse af Skrivekunsten nu endog kunde blive til et Levebrød. De fleste Høvdinger, om de endog selv kunde skrive, holdt dog tillige sine Haandsekretærer, der ogsaa for det meste vare deres Huuskapellaner. Til disse have de enten dikteret, hvad de ønskede nedskrevet, eller leveret dem Koncepter at reenskrive. Snorre selv siger ikke i Fortalen til sine Hovedverk „jeg skrev,“ men „jeg lod skrive“. Sandsynligviis havde ikke engang han, end sige, andre mindre literære Mænd, saadan technisk Færdighed i Skrivekunsten, som de, der havde gjort denne til sin Hovedsyssel, og han fandt sig derfor bedst tjent med at benytte sig af deres Hjelp. Islændingerne synes isærdeleshed at have skaffet sig Fortjeneste i Norge ved Afskrivning af Sa-
- ↑ Se ovenf. II. 634. Ligesom Islændingerne nu slet ikke kjende det lange ø, men skrive og sige dæma, Grænland, i Stedet for dœma, Grœnland, saaledes finder man i islandske Haandskrifter fra hiin Periode ej alene æ for œ men ogsaa œ for æ, f. Ex. klœði for klæði. Det er tydeligt nok, at Bevidstheden om Lydens Forskjellighed er aldeles tabt.
