Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/1062

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
1044
Haakon Haakonssøn.

gift med Æskil Lagmand i Gotland. Dette er, saa vidt vides, den eneste Rejse, Snorre gjorde udenfor Norge; men man har tydelige Vidnesbyrd om at han høstede stort Udbytte af den i videnskabeligt Henseende. Thi det er øjensynligt, at den ypperlige Beskrivelse over Sveriges og fornemmelig Gøtlands statsretlige og admistrative Forhold, der staar at læse i Olaf den helliges Saga, er en Frugt af Snorres egne Iagttagelser[1], ligesom man og maa antage, at han ved denne Lejlighed, hvor han nødvendigviis maa være kommen sammen med anseede og forstandige Mænd fra alle Kanter af Sverige, har samlet de fleste udelukkende svenske Oldsagn, der anføres i den første Deel af hans Kongesagaer, den saakaldte Ynglingasaga, til nærmere Forklaring af de gamle kortfattede og ufuldstændige Kvad. I Norge blev Skule Jarl, som man erfarer, Snorres fornemste Mæcenas, og Snorre blev hans ivrige og trofaste Tilhænger. Snorre digtede, som det er nævnt, ikke færre end tvende Hæderskvad om ham, det oven omtalte til Kongen og Jarlen i Fællesskab ej iberegnet[2]. Vi vide for lidet om Skule Jarls private Liv og hans Bedrifter til med fuldkommen positiv Vished at kunne sige, at han var en Ynder af videnskabelig Virksomhed og de fædrelandske Oldsagn. Alligevel kan man neppe et Øjeblik tvivle derom. Hans Stilling, Aandsretning og den Tone, der herskede ved det norske Hof, gjør det mere end sandsynligt, og selv den Yndest, han viste Snorre, synes fornemmelig at grunde sig paa dennes literære Navnkundighed og Digtergave. Det er ovenfor omtalt, hvorledes han senere, under Snorres andet Ophold i Norge, da han stod paa en meget spændt Fod med Kongen, gjorde ham Spørgsmaal af den gamle

  1. Se Olaf den helliges Saga, Christiania-Udgaven, Cap. 60. Ved at gjennemlæse denne Skildring seer man tydeligt, at den ikke fremstiller hvad der var Tingenes Orden paa Olaf Skøtkonungs Tid, men derimod hvad der lang Tid senere fandt Sted; det heder blandt andet om Blotfesten i Upsala: „der var da og alle Svears Marked og Kjøbstevne og stod Markedet en Uge, men nu, siden Christendommen er bleven almindeligt antagen, og Kongerne ophørte at sidde i Upsala, blev Markedet forlagt til Kyndelmisse, hvilket siden stedse har vedvaret, og holdes nu kun i trende Dage“. Allerede dette viser noksom, at hele denne Beskrivelse ej kan være forfattet førend længe efter Christendommens fuldstændige Indførelse i Sverige og mange Generationer efter Olaf Skøtkonungs Tid. Siden faar man endnu en nærmere Tidsbestemmelse derved, at Erkebiskopsstolen i Upsala omtales som bestaaende i længere Tid. Vi kunne altsaa ikke under nogen Omstændighed sætte den længer tilbage end c. 1170, og da det først synes at have været efter denne Tid, at de svenske Konger „ophørte at sidde i Upsala“, komme vi følgelig med Hensyn til Affattelsestiden for hiin Beskrivelse netop ned i Snorres Dage. Man kan saaledes sige, at han skildrer Sverige just som han fandt det i Aaret 1219.
  2. Sturlunga Saga, IV. 21, 22, 25, jfr. ovenf. S. 840–844.