Gudelære; dette viser saavel, at Skule selv kjendte noget dertil og altsaa interesserede sig derfor, som at han betragtede Snorre som den fornemste Autoritet i dette Stykke[1]. De Hædersbeviisninger, hvormed Skule overvældede Snorre – han havde ham, som vi have seet, hos sig som sin Gjest i tvende Vintre, skjenkede ham et heelt Skib og femten andre store Gaver, og ophøjede ham først til Skutelsvein, siden til Lendermand[2] – alt dette kan vanskeligt have været Frugten af politiske Hensyn alene; det maa nødvendigviis for en stor Deel have været Udtrykket for den Interesse og Beundring, hvormed Skule Jarl omfattede Snorres literære Virksomhed, og lyttede til hans Fortællinger om Oldtidens Helte eller til de Kvad, han foredrog, det være sig originale eller af ældre Digtere. Det er endog højst sandsynligt, at Snorre først efter Skule Jarls Opfordring har taget fat paa Bearbejdelsen af de norske Kongesagaer, og at dette hans Hovedverk saaledes nærmest er blevet til ved Skules Foranstaltning. Denne traadte her kun i Kong Sverres og Haakon Sverressøns Fodspor; han holdt fast ved den literære Hoftone, som disse Konger allerede havde indført, og som fremdeles vedblev under Haakon Haakonssøn og dennes nærmeste Efterkommere.
Der har været opkastet Tvivl om, hvorvidt Snorre virkelig var Forfatter af den norske Kongehistorie, der bærer hans Navn, eller om han kun har leveret større eller mindre Uddrag af allerede forhaandenværende Sagaer, hvis Text han i det væsentlige bibeholdt, blot udeladende, hvad der ej kunde bestaa for hans sunde kritiske Blik. Denne Mening, ifølge hvilken Snorres Virksomhed ej skulde være en selvstændig Forfatters, men kun en Samlers og Bearbejders, har især i den senere Tid været hyppigt fremsat, og med megen Dygtighed forsvaret[3]. Ved nærmere Betragtning af de Data, der nu foreligge os, maa det dog erkjendes, at Sagen ikke forholder sig saaledes, og at Snorre i egentligste Forstand er det ham tillagte historiske Verks Forfatter. Ej alene tales der i samtidige eller næsten samtidige Skrifter om hans Virksomhed med Hensyn til dette Verk som et formeligt Forfatterskab[4]. Men Verket selv indeholder ogsaa en Mængde indre Kjendetegn derpaa, især alt hvad der ligger forud for Magnus den godes Historie. Lige fra Begyndelsen, den
- ↑ Se ovenf. S. 990, 993.
- ↑ Vi nævne her Skule alene, da Kongen endnu var umyndig.
- ↑ Navnlig af P. E. Müller i „Sagabibliothek“, og i hans Skrift om Saxos og Snorres Kilder.
- ↑ Saaledes heder det udtrykkeligt i Sturlunga Saga V. 11, at Snorre sammensatte Sagaerne, og „samansetja“ er netop Udtrykket om virkeligt Forfatterskab.
