tater, der anføres, lige fra Brage den gamle til Einar Skulessøn, ikke at tale om de meddeelte Brudstykker af de gamle Mythekvad, viser noksom at Forfatteren har besiddet eller haft Adgang til en fuldstændig Samling af hele den ældre poetiske Literatur; og da man ikke vel kan antage, at han selv har kunnet alt udenad, eller altid har haft Folk ved Haanden, der kunde Digtene udenad, maa man slutte at alle de Kvad, der oprindelig for det meste kun gik fra Mund til Mund, og af hvilke vel kun de færreste, ligesom Egils Sunartorrek, strax ved Affattelsen optegnedes med Runer[1], allerede før Snorres Tid var blevne omhyggeligt samlede og opskrevne. Dette er et højst merkeligt Faktum, hvortil neppe nogen anden samtidig Literatur kan opstille noget Sidestykke; og vi fejle vist ikke, naar vi antage, at dette fornemmelig var Sæmund frodes Verk, og at det var hans Samlinger, af hvilke Snorre selv lærte Digtekunsten saaledes til Bunds og fra hvilke han hentede sin rige Skat af Beviissteder. Blandt de anførte Skalde er der heller ikke faa Nordmænd. Navnlig indtager Kong Harald Sigurdssøn en fremragende Plads, og det er tydeligt at see, at han var en af sin Tids største poetiske Autoriteter. Det eneste af Edda, i den Skikkelse, vi nu kjende den, der tilhører en senere Periode af Snorres Liv og derfor siden maa være tilføjet, er Slutningen, eller det saakaldte Háttatal, der indeholder udførlige Beskrivelser af og Regler for den store Mangfoldighed af Versemaal (hættir) der brugtes i den norsk-islandske Poesi, og hvor der, som Exempler paa Versemaalene, anføres Strofe for Strofe af et meget langt Kvad, digtet af Snorre til Kongens og Jarlens Ære, i hvilket hver enkelt Strofe er affattet i et særegent Versemaal. Det er forhen nævnt, at Tiden, naar dette Kvad forfattedes, ej vides, men da det omtaler Ribbungernes Nederlag ved Apaldsseter[2], medens Skule dog kun nævnes som Jarl, maa det være forfattet mellem 1221 og 1237, altsaa medens Snorre var paa Island, og maaskee i Anledning af Kongens Giftermaal 1225, da det synes at forudsætte at Kongen og Jarlen endnu vare gode Venner. Denne Snorres Virksomhed vakte aabenbart megen Opsigt, og skaffede ham et stort Ry allerede længe førend han forlod Fædrelandet. Haakon Jarl følte sig aabenbart særdeles smigret, da Snorre, som det ovenfor berettes, digtede et Hæderskvad om ham; han sendte ham Gaver, indbød ham paa det ivrigste til sig, og lovede ham store Æresbeviisninger. Jarlens Død hindrede, som vi vide, Snorre fra strax at modtage Indbydelsen, men han rejste i Aaret 1218, fandt en overordentlig god Modtagelse hos Skule Jarl, og besøgte den følgende Sommer Haakon Jarls Enke Fru Christina, der da var
