saakaldte yngre Edda[1], der deels indeholder de i en fingeret Samtale mellem Kong Gylve og de tre fornemste Æser indklædte Fremstilling af den hedenske Gudelæres System, kaldet Gylvaginning[2], deels det saakaldte Skáldskaparmál[3], (d. e. Lærebog i Skaldekunsten), under Indklædning af en Samtale mellem Guden Brage og Jøtnen Øge, og det er af flere Omstændigheder, fornemmelig de smaa Afvigelser, der finde Sted mellem den historisk-ethnografiske Forklaring af Odinsagnet i Edda, og Fremstillingen deraf i Kongesagaernes første Deel, den saakaldte Ynglingasaga, aabenbart, at denne er skreven senere end hiin[4]. Ligesom Gylvaginningen er et aldeles umisteligt Verk med Hensyn til den gamle Gudelære, saaledes er Skaldelæren umistelig til Forklaring af vor Oldliteraturs poetiske Levninger, og i sit Slags samt paa den Tid ganske enestaaende. Den giver en fuldstændig Oplysning om de for den norsk-islandske Skaldekunst charakteristiske og uundværlige Omskrivninger, for det meste hentede fra de gamle Gude- og Helte-Sagn, og det saaledes, at ej alene de af de ypperste Skalde virkelig anvendte Omskrivninger meddeles, med en overordentlig Mængde Citater fra disse Skaldes Arbejder, men ogsaa at der gjøres Rede for selve Methoden, at der gives Anviisning til selvstændig og regelret Dannelse af nye Omskrivninger, og at Anledningen til de vigtigste endog oplyses ved hyppig Meddelelse af mythologiske Sagn. Den Masse af Ci-
- ↑ Dette fremgaar tydeligt af Titelen til det Haandskrift af den yngre Edda, der opbevares i Upsala, og som ikke kan være stort yngre end Aaret 1300, saa at Afskriveren havde fuld Anledning til at vide ordentlig Besked om Forfatterskabet og derfor bør staa til Troende. „Denne Bog heder Edda, den er sammensat af Snorre Sturlassøn saaledes som her sees; først fortælles om Æserne og Yme (dette er vel Fejlskrift for Gylve), dernæst Skáldskaparmál og mange Gjenstandes Benævnelser, og aller sidst Háttatal, som Snorre har digtet om Kong Haakon og Hertug Skule.
- ↑ D. e. „Gylves Skuffelse“, fordi Æserne, som det heder, gjorde flere Puds med Gylve, især ved Udgangen af Asgaard. Den hele Fremstilling har ogsaa unegteligt et vist humoristisk Præg, der især aabenbarer sig i den herlige Beretning om Thors Rejse til Jøtunheim; det er tydeligt nok, at Forfatteren har betragtet Sagnene fra et overlegent Standpunkt, som et Slags Børneæventyr, han nedlod sig til at fortælle, og hvilke han derfor gav et vist ironisk Tilsnit. Imidlertid synes der dog at have været gamle Sagn om Gylves og Æsernes gjensidige Puds, se Yngl.-Saga Cap. 5.
- ↑ I Udgaverne har man sædvanligviis skjelnet mellem Bragarœður (Samtalen mellem Brage og Øge) og Skáldskaparmál. Men gjennem hele dette Stykke vedbliver den fingerede Samtale, og det Stykke, man særskilt har kaldt Bragarœður, danner egentlig kun Indledningen til den egentlige Skaldelære, da det indeholder Fortællingen om Øges Rejse, og Besøg hos Emne, samt om Poesiens Oprindelse.
- ↑ Se ovenf. I. 1. S. 214, 215.
