Aar blev opdragen i Jon Loftssøns Huus[1], for at forstaa, hvorledes han erhvervede saadanne Indsigter i Forfædrenes poetiske og historiske Literatur, som dem, han i sine Verker lægger for Dagen, og hvorledes han kunde fatte en Lyst til at sysle med slige Arbejder, som ikke forlod ham under det meest bevægede Liv og de heftigste politiske Storme. Vi have udtalt den Tro, at han efter al Sandsynlighed selv blev Ejer (eller idet mindste midlertidig Forvarer) af Jon Loftssøns Bogsamling, der navnlig maa have indeholdt alle Sæmund frodes efterladte Verker; ligeledes at han ved Tiltrædelsen af Reykjaholt efter al Rimelighed kom i Besiddelse af Are frodes Bogsamling. En tredie værdifuld Tilvæxt fik maaskee hans Bogsamling, da han flyttede sammen med Hallveig Ormsdatter, Bjørn Thorvaldssøns Enke, thi da det siden, som vi have seet, udtrykkeligt heder, at der blandt det Løsøre, som han efter hendes Død maatte skifte til hendes Sønner, var en Deel Bøger, ligger den Slutning nær, at disse Bøger vare den lærde Gissur Hallssøns Bogsamling, eller den literære Haukadals-Æts gjennem flere Generationer samlede Bibliothek, der efter Gissur var kommen i hans Søn Thorvalds, og siden i dennes ældste Søn Bjørns Værge. I det mindste er det af Snorres intime Forbindelser med Are frodes, Sæmund frodes, og Gissur Hallssøns Ætlinger klart, at han havde den meest uindskrænkede Adgang til at benytte og lade afskrive alle de Bøger i deres Bibliotheker, hvis Indhold kunde være hans historiske Arbejder til Nytte. . Saa vidt man kan skjønne, begyndte Snorre ikke at bearbejde Norges Historie, førend efter at han selv havde været i Landet. Der er nemlig flere Steder i hans Verk, som vidne om, at han personligt havde undersøgt flere historisk merkelige Lokaliteter i Norge, og indhentet Efterretninger af Landets eller Egnens egne Beboere[2]. Denne hans historiske Virksomhed kan saaledes ikke sættes længere tilbage end til 1220, da han kom tilbage fra sit første Besøg i Norge. Da var han allerede i sine modnere Aar, 42 Aar gammel. Til hans yngre Aar maa man efter al Sandsynlighed henføre den anden Side af hans literære Virksomhed, der ligeledes har affødt herlige Verker og gjort hans Navn udødeligt, nemlig hans Sysler med Skaldekunsten og det uundværlige Repertorium for denne, den gamle hedenske Gudelære. Det maa nemlig ansees som utvivlsomt, at Snorre er Forfatter af den
