Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/1058

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
1040
Haakon Haakonssøn.

ressøns, Guthorms og Inge Baardssøns Saga,“ der danner en umiddelbar Fortsættelse af Sverres Saga, medens derimod den efter dem i chronologisk Orden følgende Haakon Haakonssøns Saga, om hvilken man veed at den er forfattet af Sturla Thordssøn, aabenbart danner et Heelt for sig selv. Styrme har ogsaa, som det udtrykkeligt angives, bearbejdet St. Olafs Saga, eller, som det heder, „sammensat en St. Olafs Livssaga“[1], hvilken vi vel ikke nu have fuldstændigt, men af hvis Indhold der dog andensteds er meddeelt saa meget, at vi nogenledes kunne kjende dens Beskaffenhed. Vi erfare, at den uden synderlig Kritik har meddeelt alle de legendariske Fortællinger om Kong Olaf, som ere optagne i den ældre Legende-Saga, og at den ofte har indstrøet selvstændige Bemerkninger, der dog for det meste synes at have været holdte i en vis vidløftig Prædiketone. For Resten veed man ikke stort om denne Styrmes Personlighed. Ikke engang hans Herkomst kjendes. I et yngre Papirshaandskrift, hvis Paalidelighed dog ikke paa langt nær er bævet over enhver Tvivl, kaldes han Styrme Kaaressøn. Man veed, at han var Lovsigemand fra 1210 til 1215, og efterfulgtes af Snorre Sturlassøn, saavel som at han senere (1228–30) optræder i et kjendeligt Afhængighedsforhold af Snorre, saaat man skulde antage ham for at have været hans Huuskapeltan. Man veed, ligeledes, at han, skjønt aabenbart ældre end Snorre, dog overlevede ham, saasom han optegnede hans Aartid[2], sandsynligviis for selv at højtideligholde den. Den Afhængighed, hvori Styrme saaledes maa have staaet til Snorre, lader altsaa slutte, at han til sine videnskabelige Arbejder fornemmelig har benyttet Snorres Bibliothek, og at han har skrevet efter Snorres Opfordring, paa en Tid da denne maaskee endnu ikke selv havde bestemt sig til at beskjeftige sig med Norges Historie.

Og saaledes komme vi nu til at tale om Snorres egen historiografiske Virksomhed, der lod alle hans Forgængeres langt efter sig, og har gjort hans Navn udødeligt for alle kommende Tider. Hvad man hidtil kun med en vis Ængstlighed havde forsøgt, og med Ubehjelpelighed iverksat, Bearbejdelsen af de enkeltstaaende, indbyrdes usammenhængende Sagn og Sagastumper om norske Konger til en eneste samlet Fællessaga, det udførte Snorre med overlegen Smag og Kritik. I Besiddelse af alle Hjelpemidler, beherskende sit Stof, og Mester i at behandle Sproget, forstod han at ordne de forskjellige Masser til et harmonisk Heelt, som fra den Tid af blev Grundlaget for alle senere Bearbejdelser, og saaledes Hovedverket for al norsk Historiografi. Vi have tidligere talt om Snorres Ungdomsaar. Vi behøve blot at vide, at han fra sit 5te til sit 19de

  1. Se Fortalen til Christiania-udg. af Olaf d. helliges Saga, 1854.
  2. Se ovenf. S. 993.