af dem, nemlig de, der handle om begge de hellige Biskopper, Jon og Thorlak, slaa endog ganske over i Helgenfortællingernes Charakteer. Ogsaa de øvrige ere forfattede omtrent i samme Tone, og have i større eller mindre Grad en panegyrisk Tendens. Dog indeholde de mange vigtige historiske Data. Den, der er holdt i den roligste og beskedneste Tone, er de fem første skaalholtske Biskoppers korte Levnetsbeskrivelse, under den besynderlige Titel Hungrvaka eller Hungervækkeren. Dens Forfatter, der ikke navngiver sig, siger i Fortalen udtrykkeligt, at han har ført den i Pennen, for derved at opbevare hvad han havde hørt den vel forfarne Gissur Hallssøn[1] berette, saavel som og for at „vænne unge Mænd til at blive fortrolige med vort Maal, og forstaa sig godt paa hvad der er skrevet paa Norsk, det være sig Love eller Sagaer eller anden Videnskab“. Dette, sammenholdt med de de tidligere anførte Ytringer i Kongespejlet, viser hvor højt man paa denne Tid voldt Modersmaalet i Agt og Ære baade.i Norge og paa Island; man seer ogsaa heraf, at Skriftet virkelig er blevet forfattet, ikke blot nedskrevet af en Mand, der havde levet meget sammen med Gissur Hallssøn, hvilken, selv en ypperlig Videnskabsmand, som Bestyrere af den skaalholtske Biskopsstols økonomiske Anliggender havde den bedste Anledning til at kjende de ældre Biskoppers Historie. Man kunde her tænke paa Magnus Gudmundssøn, der siden udvalgtes til Biskop efter sin Forgængers og Navnes Død, men maatte vige[2] for Sigvard fra Norge, eller en anden med Biskopsstolen nøje forbunden Mand, der allerede før Gissur Hallssøns Død i Aaret 1206 kunde have opnaaet Modenhed nok til at samtale med ham og merke sig hans Ord.
Men hvad der dannede Hovedstykket af Islændernes sagafortællende og sagaskrivende Virksomhed, var dog de norske Kongers Historie, især fra den Tid af, at Are og Sæmund frode havde forsøgt at grunde en fast Chronologi. I det mindste er det vist, at vi af hver enkelt af de norske Kongesagaer besidde langt flere Bearbejdelser og Afskrifter, end af hver islandsk Persons- eller Ætte-Saga, og om end dette, hvad Afskrifterne angaar, for en Deel lader sig forklare deraf, at mange øjensynligt ere gjorte for norske Høvdinger efter deres Ønske, sandsynligviis ogsaa mod rigelig Betaling, saa viser dog Antallet af de særskilte Bearbejdelser saavel som Navnene paa de Mænd, der fornemmelig beskjeftigede sig dermed, at den
