norske Historiografi var de islandske Videnskabsmænds Hovedsyssel, især efter at den islandske Sagaskrivning for den første Periodes Vedkommende saa at sige var afsluttet, og den eneste Virksomhed, der med Hensyn til disse stod tilbage, egentlig kun var den simple Afskrivning, der ikke kunde tilfredsstille de efter mere selvstændig Virksomhed higende Aander. Desuden kunde, som sagt, i hine Tider de islandske Sagaer umuligt have den Interesse som nu omstunder. De Begivenheder, der berettedes, laa for nær, og betragtedes vel i det hele taget som uvigtige Bygdehistorier, der ikke i mindste Maade grebe ind i den almindelige Verdenshistorie, og derfor ej kunde interessere andre end Øens egne Folk, eller Efterkommerne af dem, der havde deeltaget i de fortalte Begivenheder. Sproget og Fremstillingen, der nu giver Beskrivelsen af den ubetydeligste Fegtning eller de i sig selv ligegyldigste Hverdagsscener en særegen Interesse, betragtedes i hine Tider med Ligegyldighed, eller som noget der faldt af sig selv. Man forudsatte at ingen udenfor Landet selv brød sig om at vide noget om islandske Begivenheder. Dette aabenbarer sig tydeligt nok af Slutningsordene i Fortalen til den historiske Olaf den helliges Saga, der sandsynligviis er forfattet af Snorre selv; her gjøres der endog udtrykkeligt Undskyldninger, fordi Sagaen indeholder saa mange Fortællinger om islandske Mænd[1]. Men derimod, ligesom de islandske Skalder forhen fandt deres fornemste Virksomhed udenfor Island, og vandt sig Ære og Gods ved at besynge fremmede Høvdinger, især norske, saaledes blev nu ogsaa norsk Historieforskning og Historieskrivning de islandske Videnskabsmænds Hovedsyssel, ej alene fordi den gav dem selv den største Tilfredsstillelse, men ogsaa fordi den var Vejen til Anseelse og Fyrstegunst. Men dette forudsatte paa den anden Side ogsaa at Sandsen for Fædrelandshistorie og Læsning af historiske Skrifter var vakt i Norge. Og uagtet den aldrig synes at have manglet, er det dog klart, at den ikke ret kunde ytre sig, førend fædrelandshistoriske Skrifter i nogen større Mængde gaves Folket i Hænde. Dette skede, som vi ovenfor have viist, ikke førend mod Slutningen af det 12te Aarhundrede. Og her frembyder sig da atter næsten uvilkaarligt den ovenfor fremsatte Antagelse, at Stødet til den omhyggeligere Bearbejdelse af de norske Kongesagaer eller Samlingen af de tidligere løse, indbyrdes uforbundne, Sagastumper nærmest er udgaaet fra den literært dannede Kong Sverre, der i dette Stykke, som i saa meget andet, aabnede en ny Tingenes Orden i Norge. Vi have allerede omtalt, at Kong Sverre, som det udtrykkeligt heder, „lod skrive“, at
- ↑ Olaf den hell. Saga (Udg. i Christiania) S. 3. „Jeg veed at om denne Historie kommer udenlands, vil det forekomme flere, som om jeg har talt vel meget om islandske Mænd; men Aarsagen hertil er den at de Islændinger, som saa eller hørte disse Tidender, bragte Frasagnene derom her til Landet“.
