digt affattet med den, i det mindste i den Form, hvori vi nu kjende den, og af lige saa stor Vigtighed for en tidligere Deel af Islands Historie, er den ypperlige Egils Saga eller Eigla, der behandler den kveldulfske Æts Bedrifter i Norge og paa Island, og ender med Egil Skallagrimssøns Død. Da den udførligt beretter Thorolf Kveldulfssøns Forhandlinger med Kong Harald Haarfagre, er den ogsaa umistelig som Kildeskrift for Norges Historie[1]. For den med Hensyn til Formen ældste af alle de Sagaer, vi nu kjende, antager man Sagaen om de saakaldte Heidarvig, eller om den ovenfor berettede Strid mellem Videdølingerne og Borgfjordingerne 1019[2]. Det vilde ellers lede til alt for stor Vidløftighed, her udførligere at opregne endog de bedste af denne ældre Saga-Cyklus; især da vi kunne henvise Læseren til et ypperligt Verk, hvor denne Materie særskilt er drøftet[3]. Af hvad der ovenfor er oplyst, synes man at maatte slutte, at de senere Islændingesagaer efter Biskopsvældets Tid nærmest skyldes Sturlas Arbejder, hvilke tilsammen danne den store saakaldte Sturlungasaga, der, som nys viist, begynder med Havlide Maarssøns og Thorgils Oddessøns Trætte, og siden med Udførlighed, i enkelte Afdelinger (þættir), behandler Sturlungernes og de med dem samtidige Høvdingers Bedrifter, saa at den altsaa i Ordets egentlige Forstand indeholder hele Øens Historie for henved 150 Aar. At den i sin nuværende Form ikke er saadan, som Sturla Thordssøn dikterede den, kan noksom sluttes af enkelte Ytringer, navnligen af den nys anførte, hvor Sturla selv omtales i tredie Person, og det endog med megen Ros, saavel som af andre Omstændigheder; alligevel tør man vel formode, at hvad der findes beskrevet med den størst mulige Udførlighed, f. Ex. Slaget paa Ørlygsstad, Snorre Sturlassøns Drab o. s. v., er saaledes som det flød fra Sturlas Pen. Her viser sig nu Forskjellen mellem den ældre og den yngre Saga-Cyklus: hine vare allerede forud i Folkemunde, længe førend de bleve nedskrevne; disse blev nedskrevne som enhver anden historisk Beretning, der forfattes af en Samtidig, førend Traditionen har haft Tid til at danne sig, end sige at antage en bestemt Form. Denne Tilblivelsesmaade aabenbarer sig derfor ogsaa overalt i Sturlungasaga, og giver den en særegen Charakteer, temmelig forskjellig fra de ældre Sagaers, uden at dog Fremstillingens Verd i sig selv derved forringes; tvert imod, den er livlig, underholdende og i det hele taget nøjagtigere end de ældre Sagaers, men den har dog ikke saaledes det levende Ords Præg, som disse.
Biskopssagaerne danne, som før omtalt, en egen Kategori, og et Par
