At Forstanderne for Herreklosterne – de Augustinerklostre undtagne, der vare forbundne med Nidaros Erkestol, og som kun havde Priorer i Spidsen – kaldtes Abbeder og indtoge en høj gejstlig Rang, er bekjendt. Paa samme Maade kaldtes Nonneklostrenes Forstanderinder „Abbedisser,“ og førte Titelen „Fruer.“
Om Klostervæsenets Virkninger paa Folkeaanden i Norge er der ovenfor talt. Med det 12te Aarhundrede var Klostrenes velgjørende Indflydelse i det hele taget forbi. Nationen havde da lært af dem, hvad den kunde lære. I Besiddelse af Magt og Rigdom trængte Klostrene ikke længer synderligt til Folkets Gunst, og kunde for en stor Deel være ligegyldige ved dets Dadel. Munkene havde derfor ikke længer nogen Spore til at gaa frem med Tiderne, end sige til at gaa forud for sin Tid, og de bleve derfor mere og mere Stagnationens og Vankundighedens Repræsentanter i Stedet for Fremgangens og Dannelsens. Dette maatte blive saa meget mere iøjnefaldende i Norge og paa Island, hvor Oplysning og boglig Syssel øjensynligt var langt mere almindelig blandt Lægfolket, end i de fleste andre Lande i Europa, Italien undtagen. Dog udmerkede Thingeyre Kloster paa Island sig hæderligt fremfor alle de øvrige, baade her og i Norge, ved den oftere omtalte historiographiske Virksomhed, som, grundlagt af Karl Abbed og Munkene Odd og Gunnlaug, synes at have vedligeholdt sig der gjennem en lang Række af Aar.
Pilegrimsrejser og Korstogsferder vare i hele den Periode, vi her have behandlet, særdeles hyppige. Vi have i det foregaaende seet de større Korstogs-Expeditioner, der fandt Sted fra Norge, og som i det hele taget sluttede sig til de bekjendte Hovedkorstog, der foretoges i Masse fra hele Okcidenten. Men foruden disse større Korstog kan man være temmelig vis paa at der i Norge, som andetsteds, drog et ikke ubetydeligt Antal Folk afsted paa egen Haand til det hellige Land, halvt som Korsfarere, halvt som Pilegrime, baade for at forrette sin Andagt i Jerusalem, og for at stride med de Vantroende, naar og hvor Anledning dertil gaves. Saadanne Rejser foretoges sædvanligviis enten efter Løfter, gjorte i Nød og Fare, eller som en paalagt kirkelig Bod, hvorved Overtrædelser skulde afsones. Saaledes er det ovenfor omtalt, hvorledes Aron Hjørleifssøn, saaret og nær ved at blive opdaget og dræbt af sine Fiender, lovede at drage til Jerusalem, hvis han frelstes. Og Opfyldelsen af dette Løfte var ham saa magtpaaliggende, at han for den Sags Skyld endog lagde sig ud med Skule Jarl, der ved hans Ankomst til Norge havde viist ham Venlighed og optaget ham i sin Hird[1].
Pilegrimsrejserne til de hellige Steder i Europa vare naturligviis
- ↑ Aron Hjørleifssøns Saga, Cap. 19, 20.
