Domingo Guzmans Aand, holdt sig meest til de højere, mere dannede og mere formuende Klasser; det var saaledes især ved denne sidste Orden, at Sækulargejstligheden saa sig sine mægtigste, rigeste og gavmildeste Sognebørn berøvede, og det var derfor især Dominikanernes Virksomhed, der gjorde Afbræk i Sækulargejstlighedens Indtægter[1].
Men jo daarligere Tiggermunkene vare anseede blandt Gejstligheden, desto større Anseelse og Indflydelse fik de blandt Lægfolkene. Vi ville endnu inden Aarhundredets Ende see Dominikaner- og Franciskaner-Munke anvendte som Fyrsters Skriftefædre og Raadgivere, som Gesandter til fremmede Hoffer, og i andre vigtige og indflydelsesrige offentlige Hverv.
Begge disse Ordeners Klostre over hele Christenheden vare fordeelte i visse Hovedafdelinger, kaldte Provinser, hver med en Provincialforstander i Spidsen. Disse Provinser rettede sig ikke altid nøje efter den politiske Inddeling. Saaledes regnedes Danmark, Norge og Sverige kun som een Provins, der kaldtes den Danske (Provincia daciana eller de Dacia), Franciskanernes Provinser inddeelt igjen i Kustodier, hver med en Kustos i Spidsen. Dominikanerne holdt, foruden Generalkapitler, ogsaa aarlige Provincialkapitler. Provincialforstanderne kaldtes hos Franciskanerne „Provincialminister“, og Ordensgeneralen „Generalminister“; hos Dominikanerne kaldtes de samme Embedsmænd „Provincialprior“, og „Generalsuperior.“ Forstanderne for de enkelte Klostre kaldtes hos Franciskanerne „Gardianer“, hos Dominikanerne „Priorer“.
Den sædvanlige Benævnelse for Franciskanerne i Norge var „Barfodbrødre“ (berfœttubrœðr), for Dominikanerne „Prædikere“ (prédikarar). Titelen „Brødre“ synes, efter disse Ordeners Indførelse i Landet at være bleven sædvanlig for dem, eller næsten endog indskrænket til dem, saaledes at „Broder N. N.“ sædvanligviis betegner en Tiggermunk; medens derimod Benævnelsen „Munke“ forbeholdes Herreklostrenes Medlemmer[2]. De regulære Augustinere kaldes dog som oftest „Kanniker“ (kanúkar). Benediktinerne kaldtes hyppig „Svartmunke,“ Cistercienserne „Graamunke“.
- ↑ Se herom Langes Klosterhistorie og Keysers Kirkehistorie l. c. Hvad der bidrog til at Dominikanerne kom i større og hyppigere Konflikt med Sækulargejstligheden, end Franciskanerne, var vistnok ogsaa deres større Mangel paa Oprigtighed og Ærlighed, og mere snigende, harmvækkende Ferd. Franciskanerne vare aabenbart mere ærlige og ligefremme. Derfor vare de heller ikke saa duelige Redskaber i Intoleransens Hænder, som Dominikanerne, og det var visselig med velberaadt Hu, at Paven efter Albigensernes Undertvingelse overdrog Inkvisitionen til Dominikanerne.
- ↑ Det samme synes at have været Tilfældet og endnu at være Tilfældet i Syden, hvor fra eller frayle fornemmelig betegne Tiggermunken.
