eller Fritagelse for Biskoppernes Overtilsyn, saa at de kun havde at adlyde deres egne Foresatte og Ordenens Generalkapitler. Tiggerordenernes Hovedprincip var, at de, foruden deres Kloster, som de beskedent kun kaldte Bolig (domus), ingen Ejendom skulde have, leve af milde Gaver, stedse blande sig mellem Lægfolket og paavirke dette ved Prædiken, Raad, Opmuntring, og eget Exempel. Derfor fik de ogsaa Frihed til at prædike og høre Skriftemaal uden Hensyn til Sognetvangen, og ved saaledes at gribe forstyrrende ind i de beskikkede Sjælesørgeres Virksomhed samt ved den aandelige Indflydelse, de til disses Fortrængsel fik hos Sognebørnene, især dem, der tilhørte de lavere Klasser, maatte de nødvendigviis komme i betydelig Konflikt med dem, og følgelig med alle de Sækulargejstlige overhoved. Deres Indflydelse forøgedes end mere ved den dem tilstaaede Ret til at optage Tertiarier eller Lægfolk, der uden at aflægge noget Klosterløfte eller forandre deres Stilling bleve deelagtiggjorte i alle vedkommende Ordens Fordele og Stifternes Forbønner, kun mod den Forpligtelse at virke til Ordenens Bedste og adlyde dens Foresatte. Det ligger i Sagens Natur, at en saadan uregelmæssig Indblanding i de ordentlige Sjælesørgeres Virksomhed maatte afstedkomme megen Forvirring og Kollision, ligesom ogsaa Biskopperne, der stedse saa noget suurt til de exemte Munkeordener og andre fra at staa under deres Autoritet, fritagne gejstlige Institutioner, maatte betragte Tiggermunkenes saa meget mere fremtrædende og i det kirkelige Liv indgribende Virksomhed med dobbelt Uvilje. Saaledes var det her omhandlede Uvenskab mellem Tigger-Ordenen og de Sækulargejstlige uundgaaeligt, saa snart den første Enthusiasme over den nye Institution havde lagt lig. Især var det Chorsbrødrene, i Regelen selv Sogneprester og i det mindste i Besiddelse af Sognekirker, der snarest synes at have angret deres uoverlagte Beredvillighed til at indrømme Dominikanerne Plads lige Vegg i Vegg med dem, og det er derfor ogsaa fornemmelig Stridighederne mellem Chorsbrødrene og Dominikanerne, hvorom skriftlige Efterretninger ere os levnede. Franciskanerne vare oprindeligen ikke blevne saa begunstigede af Domkirkernes Gejstlighed, eller kom, i det mindste i de Kathedralstæder, hvor de fik Klostre, noget senere til, saa at deres Klostre ikke laa Chorsbrødrene saa umiddelbart ind paa Livet; dette er vel Grunden til at deres Konflikter med disse, skjønt de upaatvivleligt ofte have fundet Sted, dog ej have gjort saa megen Opsigt og efterladt saa mange skriftlige Vidnesbyrd. Hertil kom rimeligviis ogsaa den Omstændighed, at begge disse Ordener bare et nøjagtigt Præg af deres Stifteres særegne Nationalcharakteer, og Franciskaner-Ordenen saaledes, ligesom Stifteren, den demokratiske Italiener, blandede sig meest med den store Hob og fornemmelig virkede paa Samfundslivets laveste Trin, medens Dominikanerne i den spanske Hidalgo
