Men saavel i Norge, som andensteds, fik Klostervæsenet en langt større Betydning og indgribende Virkning paa hele det kirkelige Liv ved Indførelsen af de tvende Tiggerordener, Franciskanernes og Dominikanernes, af hvilke den første, som bekjendt var stiftet i Italien 1215, den anden i Spanien 1216, og som inden en Menneskealder fra Stiftelsesaaret havde udbredt sig til Norden, og ikke mindst til Norge. Franciskanernes, eller, som den og kaldes, Minoriternes, Orden skal allerede være kommen til Norge omkring 1230, og det er vist, at den inden Aarhundredets Slutning havde i det mindste tre Klostre, i Konghelle, Tunsberg og Bergen. Dominikanernes eller Prædikebrødrenes Orden blev tidligere end Franciskanernes bekjendt i Norge, idet den danske Prædikebroder, Salomon fra Aaros, der 1220 havde gjort Bekjendtskab med Ordenens Stifter Domingo Guzman selv, og efter at være optagen i Ordenen var bleven sendt til Norden for at prædike i sit eget Fædreland, af Storm blev fordreven til det nordlige Norge, og fandt en venlig Understøttelse af Skule Jarl, der skaffede ham Hjelp til at rejse over Land til Danmark, hvor han 1220 stiftede det første Dominikanerkloster i Lund. Der siges ikke, hvor vidt Salomon selv gav Stedet til at lignende Klostre oprettedes i Norge, men man kan neppe tvivle derpaa, siden man allerede i 1240 finder et Dominikanerkloster i hver af de tre Kathedralstæder, Nidaros, Bergen og Oslo; og de omtales ved denne Tid ej engang som nys oprettede, men snarere som om de allerede i længere Tid havde staaet ved Magt[1]. Paa alle tre Steder anlagdes disse Klostre med tilhørende Kirker i den umiddelbare Nærhed af Kathedralkirkerne og Chorsbrødrenes Gaarde, hvoraf man kan slutte, at Ordenen i Førstningen, her som andetsteds, er bleven modtagen med største Forekommendhed og har nydt den virksomste Bistand af Biskopperne og Domkapitlerne, der endog have afstaaet dem Stykker af fine egne Grundejendomme til Tomter for Opførelsen af deres Bygninger. I Nidaros laa saaledes Dominikaner-Klostret strax nordenfor Domkirken[2]; i Oslo var Dominikanernes Gaardsrum, som vi have seet, kun ved en Skidgard adskilt fra Chorsbrødrenes[3], og i Bergen laa Dominikanernes Huse i Bakkeheldet umiddelbart nedenfor Chorsbrødrenes Gaard. Men de samme Aarsager, der gave Tiggermunkene, og især Dominikanerne, saa stor Indflydelse paa de kirkelige Forhold, gjorde ogsaa at de meget snart kom i aabenbar og heftig Strid med Sækulargejstligheden. Paven tilstod dem nemlig fuldkommen Exemtion
Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/1036
Denne siden er korrekturlest
1018
Haakon Haakonssøn.
