allerede ved denne Tid ogsaa mindre Kapitler ved andre Kirker, som derfor kaldes Kollegiatkirker, hvis Forstander – der havde samme Myndighed med Hensyn til de øvrige Chorsbrødre, som Biskoppen ved Kathedralkirken – kaldtes Præpositus, eller efter norsk Udtale Provst. Dog tilhøre sandsynligvis de fleste af disse Kollegiatkirker en noget sildigere Periode, og naar Titelen Provst findes anvendt i Haakon Haakonssøns Regjeringstid, betegner den snarere en gejstlig Ombudsmand for Biskoppen, der traadte i Stedet for de tidligere saakaldte Biskops-Aarmænd, ligesom de kongelige Sysselmænd traadte i Stedet for de kongelige Aarmænd. Provsternes fornemste Funktioner vare derfor af en halv verdslig Natur, nemlig Opkrævning af Biskoppens Indtægter, Udførelse af Retssøgsmaal, in. m.; dog slaar det neppe fejl, at Biskoppen allerede i denne Tid betroede dem at visitere paa sine Vegne inden deres Distrikter eller saakaldte Provstier, uden at man derfor behøver at antage at dette Hverv endnu betragtedes som deres faste Funktion. En saadan Stilling for Provsterne, som den her antydede, synes næsten at kunne sluttes deraf, at Provst-Embedet allerede under Haakon Haakonssøns tidligere Regjerings-Aar findes forbundet med visse større og mere anseede Sognekirker, saaledes at Sognepræsten i disse tillige var Provst i Provstiet[1].
Af Klostre fandtes i Norge omkring 1240: af Benediktinerordenen, St. Albani Kloster paa Sellø, St. Michaels eller Munkeliv-Kloster i Bergen, samt Nonneklostrene paa Gymsø, i Oslo, og paa Bakke ved Nidaros. Af Kluniacenser-Klostre havde man kun det ene paa Nidarholm. Cistercienserkloster vare Lysekloster ved Bergen, Hovedø Kloster ved Oslo, og Tuterøens Kloster ved Nidaros for Munke, samt Nonneseter i Bergen. Augustiner-Konventet vare Elgeseter ved Nidaros, i nøje Forbindelse med Domkapitlet, Jonsklostret i Bergen, Halsnø-Kloster paa Søndhordland, og Kastelle-Klostret i Konghelle, samt maaske Reins Nonnekloster. Af Præmonstratenser-Klostre var der kun det ene i Tunsberg.
Paa Island fandtes af Benediktiner-Ordenen kun tvende Klostre, Thingeyre, hvis Munke, som vi have seet, udmærkede sig ved deres historiografiske Virksomhed, og Thveraa, samt et Nonnekloster paa Kirkebø; Augustinerkonventer vare Thykkebøs Kloster, Helgafells (forhen Flatø’s), og det af Thorvald Gissurssøn efter Biskop Magnus Foranstaltning og med Snorre Sturlassøns Raad oprettede Vide-Kloster[2]. Af Klostre i Skatlandene kjendes paa denne Tid kun Klostrene paa Ikolmkill og Furnes Cistercienser-Kloster paa Øen Man.
