raade i sine egne Anliggender, som han selv fandt for godt, og at han ikke vilde forlige sig med Urøkja, uden at han selv bestemte alle Forligsvilkaarene: først og fremst skulde Urøkja og Sturla Thordssøn forlade Landet, saavel som deres ivrige Tilhængere, Brødrene Svarthøvde Dugfussøn og Kolbein Gran. Biskoppen og Abbeden bleve meget fortørnede over denne svigagtige Ferd, hvorved de selv højligen kompromitteredes, og der var endog ikke faa Mænd i Kolbeins og Gissurs egen Flok, som i Uvilje over deres Høvdingers troløse Ferd sluttede sig til Urøkja og grebe til Vaaben for ham. Men Urøkja, der indsaa at der ikke vilde komme noget godt ud deraf, erkærede sig selv villig til at antage Gissurs Vilkaar, og gav sit Haandsal derpaa. Da Biskoppen bebrejdede Gissur hans Troløshed, svarede denne frækt, at det ikke var det værste, han kunde have gjort. Det blev nu, uvist hvorfor, bestemt, at Kolbein, ikke Gissur selv, skulde afsige Dommen, hvilket dog kom ud paa det samme, da Hovedvilkaarene allerede forud vare bestemte. Urøkja og Sturla Thordssøn maatte som Fanger følge med Kolbein til Skagafjorden og derfra til Eyjafjorden, hvor han strax vilde have sendt dem afsted med et Skib, som han troede endnu laa sejlfærdigt, hvis dette ikke allerede samme Dag havde været afsejlet. Han maatte derfor indtil videre tage dem tilbage med sig til Flugumyre. Siden begav Kolbein sig, efter Gissurs Indbydelse, til et Gjestebud, som denne holdt paa sin Gaard Tunga, og afsagde her sin Voldgiftskjendelse, der efter Omstændighederne enda var taalelig nok. Han tildømte Urøkja hele Arven efter Snorre, dog saaledes at Gissur skulde have 240 Hundreder, hvilke Gissur igjen skulde betale for Snorres Drab; men for Kløings Drab skulde Urøkja ej alene bøde 180 Hundreder, men dertil give Slip paa Halvdelen af Reykjaholt, Halvdelen af Stavaholt, Halvdelen af Bessastad og alle de Godord, Snorre havde haft; da han nu selv agtede sig til Norge, foreslog Kolbein ham at tage Sturla med, hvilket han dog, uvist hvorfor, afslog. Kolbein beholdt derfor Sturla endnu nogen Tid i sin Varetægt, men satte ham endelig, efter hans Frænders og Venners indstændige Begjæring, paa fri Fod, og fritog ham for Landflygtigheden, imod at han og elleve af de bedste Mænd i Vestfjorde-Fjerdingen aflagde Kolbein Tylfter-Ed paa, ikke at tage Parti imod ham, om endog Thord Kakale, Sighvats Søn, kom tilbage til Landet for at hevne sin Faders Død. Denne Ed aflagde siden ej alene hine tolv, men ogsaa alle de øvrige anseede Mænd i Vestfjordene, paa nogle faa nær[1], saa at Kolbein
- ↑ En af disse, den Snorres Parti ivrigt hengivne Giske paa Raudasand, vilde ikke paa nogen Maade aflægge Eden til Kolbein, indtil hans Ven og Raadgiver, den „gode og gjeve Prest“ Eyvind, foreslog ham at nævne i Edsformularen Kolbein unge, uden dog derved at tænke paa Kolbein Arnorssøn, men
