Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/1027

1009

1242. Gissurs Forræderi mod Urøkja ved Hvitaabru.

han dog i det mindste gjerne kunde komme og underhandle med ham, der nu havde fuldkommen Raadighed til at afgjøre Sagen. Uagtet den redelige Bødvar paa Urøkjas Spørgsmaal ikke kunde negte, at han tvivlede paa at Urøkja vilde blive tjent med Forliget, hvis han mødte frem, gik Urøkja dog lige fuldt i Snaren, alt for blindt stolende paa sin Svoger Kolbeins Redelighed. Han forbeholdt sig kun at Biskop Sigvard og Abbed Brand Jonssøn ogsaa skulde være tilstede ved Sammenkomsten. Herimod havde Kolbein intet at indvende, og lod strax sende Bud efter dem. Som Samlingssted bestemtes Broen over Hvitaaen. Her indfandt sig til bestemt Tid saavel Urøkja som Kolbein med Biskoppen og Abbeden i sit Følge, og toge Stade hver med sin Flok, paa hver sin Side af Broen. Men Urøkja vidste ikke, at Gissur og Orm laa paa en af de nærmeste Gaarde. Der blev stillet Gisler paa begge Sider, Sturla Thordssøn fra Urøkjas, Loft Biskopssøn fra Kolbeins Flok, og Urøkja begav sig derpaa trøstigt over Broen, hvor han og Kolbein samtaledes længe og i al Venskabelighed, uden dog at komme til noget Resultat den Dag, og da Aftenen kom, hævedes Mødet for at fortsættes den næste Dag. Urøkja overnattede paa en af Nabogaardene. Den følgende Morgen red ej alene Kolbein, men ogsaa Gissur og Orm ned til Broen, da deres personlige Nærværelse var nødvendig til det endelige Forlig, men de passede nøje paa, at Sturla Thordssøn ikke kom over, for at advare Urøkja om at de ogsaa havde deres Flokke i Nærheden. Denne blev ogsaa for det første paa Nordsiden, medens Biskoppen og Abbeden gik frem og tilbage mellem begge Parter og ledede Underhandlingerne, indtil Urøkja omsider erklærede sig villig til at lade Biskoppen og Kolbein i Forening afgjøre Sagen, dog saaledes, at man ej skulde fradømme ham hans Godord, eller dømme ham til Landflygtighed. Det stod nu kun tilbage, at Urøkja ved højtideligt Haandslag med Kolbein, Gissur og Orm bekræftede Forliget. Men da han ikke havde nogen Lyst til at gaa over paa den anden Side, nu da Gissur var tilstede, og heller ikke Gissur vilde betræde Broen, bad Urøkja Biskoppen paa sine Vegne give Haandsalet. Biskoppen og Abbeden, der virkelig ikke synes at have anet noget Forræderi, forestillede ham dog, at det var bedst om han gik selv, og skjønt baade Bødvar fornyede sin Advarsel, og Sturla fandt Lejlighed til at sende ham et Bud om at han ikke maatte tro Kolbein alt for vel, lod han sig dog ved Biskoppens Forestillinger bevæge til at gaa over. Aldrig saa snart var han kommen over paa den anden Side, førend Gissur og Orm med hele deres Følge i al Hast besatte Bro-Enden og afskare ham Tilbagevejen, medens tillige Kolbeins Mænd stimlede til, saa at han var fuldkommen omringet. Forbauset lod Biskoppen Gissur spørge, hvad dette skulde betyde. Gissur svarede, at han nu vilde