nu var at betragte som Overherre baade over denne Fjerding og Nordfjerdingen. Urøkja maatte derimod forlade Landet, ligesaa Dugfussønnerne, men det Skib, hvorpaa disse sidste rejste, blev af Storm drevet tilbage til Island, og de toge deraf Anledning til fremdeles at blive hjemme[1]. Da Urøkja kom til Norge, traf han Kong Haakon i Bergen. Denne viste sig i det Hele taget naadig imod ham, og tilgav ham ganske at han for tre Aar tilbage havde forladt Norge uden hans Tilladelse. Men han kunde dog ikke afholde sig fra at tilføje, at han havde langt mere fortjent Døden end hans Fader, og at Snorre ikke vilde være bleven dræbt, om han var kommen i Kongens Vold[2]. Det er tydeligt at see, at Kongen, der selv yndede Læsning og satte megen Priis paa boglige Sysler, dybt følte hvad den literære Verden havde tabt i Snorre, og tog sig nær af hans Død, ja maaskee endog angrede den strenge Befaling, han havde givet Gissur. Man fristes derfor ogsaa til at antage, at han har ytret nogen Misfornøjelse med Gissur, da denne ligeledes paa samme Tid kom til Norge, efter at have sat sin Frænde Hjalte Biskopssøn til sin Fuldmægtig, og taget det Løfte af ham og Kolbein, at de indbyrdes skulde staa hinanden bi. Besynderligt nok, iagttage Sagaerne den dybeste Taushed om, hvad Gissurs egentlige Erende var i Norge, hvorledes han blev modtagen af Kongen, og hvad han foretog sig i de trende Aar, han tilbragte der. Det fortælles kun, som vi have seet, at Gissur, da han første Gang fremsatte sine Forligsbetingelser, fordrede at hans og Urøkjas Sag skulde henskydes under Kongens Afgjørelse, og sandsynligviis var det i denne Anledning og maaskee efter Kongens egen Indkaldelse, at han begav sig til Norge, for at underkaste Kolbeins Dom Kongens yderligere Bekræftelse eller Forandring. Vi ville i det mindste fra denne Tid af see en saadan Henskydelse tinder Kongens endelige Dom at være den sædvanlige Maade, hvorpaa Gissur og hans Modstandere, naar det var kommet til det Yderste, søgte at faa deres Trætter bilagte, og fra denne Tid af kunne vi saaledes regne den første Spire til den norske Konges virkelige og erkjendte Herredømme over Øen. Det var ogsaa paa denne Tid, al den norske Krone erhvervede de første Besiddelser paa Island. Der fortælles i nogle Aarbøger, at Snorre Sturlassøn aller først bragte islandske Landejendomme under den norske Krone, nemlig Bessastad og Eyvindastad[3]. Dette er
