Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/1018

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
1000
Haakon Haakonssøn.

lig hvor det gjaldt at tage Straf over en anden haandgangen Mand, der havde brudt sin Troskabsed. I dette Tilfælde befandt Snorre sig. Han havde gaaet Kongen til Haande, ej alene som Hirdmand og Skutilsvein, men endog som Lendermand. Vistnok havde han, som alle de, der før 1223 opnaaede Hird-Værdigheder, aflagt Eden til Kongen og Jarlen paa een Gang, men da Jarlen her kun handlede som Kongens Formynder og ypperste Vasall, er det klart, at Eden, i det Tilfælde at Jarlen selv overtraadte sin Lydighedspligt, maatte være at betragte som aflagt til Kongen alene, og at det i det mindste maatte være den sværgendes Pligt at holde sig neutral. I dets Sted havde Snorre aabenbart, og med største Iver, taget Parti for Skule. Han havde deeltaget i hans hemmelige, oprørske Raadslagninger, i hans og hans Hoffolks haanlige Udfald mod Kongen og de Kongelige, havde maaskee endog ladet sig gjøre til Jarl af Skule og derved foreløbigt erkjendt ham for Konge, og havde endelig, trods Kongens gjentagne, udtrykkelige Forbud, forladt Landet. Kongen havde derfor fra sin Side efter de bestaaende Hirdlove[1], hvilke Snorre som Hirdmand og Lendermand havde underkastet sig, fuldkommen Ret til at paastaa ham straffet som Frafalden. Og derfor sendte han, kort efter Hertug Skules Fald, den oftere omtalte Arne Øreyda[2], Snorres forhenværende Svigersøn, og en Nordmand ved Navn Eyvind Bratt, der havde staaet i den nøjeste Forbindelse med Sturla Sighvatssøn[3], ud til Island med en Skrivelse, hvori han befalede Gissur at sende Snorre over til Norge, lige meget med eller mod hans Vilje, eller ogsaa at dræbe ham som Højforræder. Dette Brev kan i Sandhed siges at være skrevet i en uheldig Stund. Hvis Kongen, som man bar al Grund til at formode, hverken ønskede Snorres Død eller troede at det skulde komme dertil, burde han ikke have nævnt det mindste til Gissur om at dræbe ham, ja han burde endog udtrykkeligt have forbudt det, thi han maatte kjende Partimændenes Voldsomhed og Hensynsløshed godt nok til at vide, at de, naar de havde Valget, vilde foretrække de yderste Forholdsregler for mildere. Befalingen maa derfor være given under en mere end almindelig oprørt Stemning, og man skulde næsten formode, at Kongen blandt Hertugens Brevskaber ogsaa har fundet flere, som tydeligt vidnede om Snorres Deeltagelse i hans forræderske Planer. Efterretningen om Hertugens Fald maatte nødvendigviis

  1. Se Hirdskraa Cap. 40.
  2. Arne Øreyda havde nu i længere Tid staaet i et venskabeligt Forhold til Kongen, eller søgt at indynde sig hos ham. Saaledes fortælles der i Krone Saga (Cap. 23) at han c. 1238 forærede Kongen en smuk islandsk Hest.
  3. Eyvind Bratt var navnlig tilstede paa Saudafell den Nat, da Thorvaldssønnerne overfaldt Gaarden; 1229, se ovenf. S. 861.