give de kongeligsindede paa Øen større Dristighed. I Førstningen, siges der, blev dog ikke Kongens Brev taget synderligt til Følge. Aarsagen synes at have været den, at Gissur endnu ikke aabenbart vilde bryde med Snorre, men derimod ved List søge at bemægtige sig hans Person paa det forestaaende Althing, hvor det var aftalt at Snorre og Tume Sighvatssøn skulde møde ham, for at han kunde indgaa Forlig med dem om de Bøder, der vare at udrede for Sighvats og Sturlas Drab. Indtil da maatte det altsaa være ham ønskeligt at holde Brevets Indhold saa hemmeligt som muligt. Snorre var ogsaa nær falden i Snaren, thi da han var kommen til Thinget med ikke flere end 120 Mand, kom Kolbein, Gissurs Ven og Forbundne – det skulde nemlig ikke see ud som om Gissur selv havde noget med den Sag at bestille – Dagen efter med 600 Mand, saa at Snorre og Tume maatte tage sin Tilflugt til Kirken, og stille sine Mænd op udenfor. Men disses Holdning maa have været saa krigersk, at Kolbeins Mænd, der med Larm og Trusler stormede om paa Sletten, ej vovede at angribe dem, og endnu samme Aften forlod Kolbein Thinget med hele sin Skare. Gissur kunde nu intet udrette, og Forhandlingerne mellem ham og Snorre gik tilsyneladende nok laa venskabeligt fra Haanden[1]. Men længer ud paa Sommeren gav Hallveig Ormsdatters Død (25de Juli) ham en ny og bedre Anledning til at velte sig ind paa Snorre. Hendes Sønner Kløing og Orm, Gissurs Brodersønner, gjorde strax Fordring paa Halvdelen af det fælles Bo, hvorimod Snorre paastod flere betydelige Godser, som Bessestad, Reykjaholt o. fl., undtagne fra Skiftet som Fællesboet uvedkommende. Det eneste, som blev skiftet, var derfor Løsøret, og merkeligt nok Bøgerne[2]. Misfornøjede over hvad de ansaa for Uretfærdighed fra Snorres Side, klagede de til deres Farbroder Gissur, og denne tilsagde dem sin Hjelp, men uden endnu at lade sig merke med noget. Imidlertid havde han, ligesom før, en Sammenkomst med sin Ven og Svoger Gissur oppe paa Kjolen, og lagde her med ham Planen til at tage Snorre, begges forhenværende Svigerfader, af Dage. Anslaget holdtes saa hemmeligt, at Snorre ikke fik noget Nys derom, skjønt han nok kunde skjønne at Sønderlændingerne ej vare at tro paa. Ved et Besøg hos Tume paa Saudafell, hvor han havde noget at tale med Urøkja, og hvor ligeledes Sturla Thordssøn var tilstede, fremviste han endog et Brev, som han nys havde faaet fra Odd Sveinbjørnssøn paa Alftanes; men det var skrevet med et Slags Chiffer-Skrift, kaldet „Stafkarlaletr“, som hverken han eller Sturla kunde læse, saa forfarne de end vare i alskens boglig Kunst; det eneste, de fik ud af det, var at Brevet maatte indeholde en Advarsel. Alligevel syntes dette i Forbindelse
