Modtagelse. Maaskee var det ved samme Lejlighed, at Presten Brand Jonssøn, en Søn af Jon Sigmundssøn og Halvbroder til Orm Svinfelling[1], beskikkedes til midlertidig Bestyrer af Biskopsdømmet. Vi ville i det følgende see, at han var en ivrig Tilhænger af den nye Biskop og de norske Interesser; da han tillige stod i nøje Forbindelse saavel med den haukadalske som med den kolbeinske Æt, var han særdeles skikket til at forberede Gemytterne paa de nye Biskoppers Modtagelse. Der nævnes heller intet om, at disse mødte nogen Modstand, da de ankom til Landet den følgende Sommer, saa vidt skjønnes noget senere end Snorre, og de begave sig uden Hinder hver til sit Sæde. Gissur Thorvaldssøn, skjønt selv i saa nøje Frændskab med Magnus Gudmundssøn, og skjønt han, ved at bekæmpe Sturla Sigvatssøn, tillige havde viist sig som en Fiende af de norske dynastiske Planer, traadte dog i den nærmeste Forbindelse med Biskop Sigvard.
Denne tilsyneladende Inkonsekvens fra Gissurs Side var imidlertid tildeels en Følge af, at Snorre, efter først at have tilvendt sig Størstedelen af den Magt, Sturla havde besiddet, siden optraadte som hans Hevner og hans Søn Tumes Beskytter, uden dog for øvrigt at hylde hans politiske Anskuelser, medens han tvert imod saavel ved sit tidligere Forhold til Hertug Skule som ved sin Ulydighed mod Kongens Forbud havde stillet sig i en aabenbar Opposition mod denne. Derved maatte Snorre ogsaa strax komme i et spendt Forhold til den for de kongelige Interesser ivrigt virkende Biskop, og efter den sædvanlige Regel, at de, der have fælles Fiender, selv indbyrdes ere Venner, maatte Gissur og Biskop Sigvard føle sig hendragne til hinanden. Denne Gissurs Stilling lige overfor Snorre var ogsaa Aarsag til, at Kongen nu valgte Gissur til sin politiske Agent, saa besynderligt det ved første Øjekast end kunde synes, at han dertil netop skulde udsee Sturlas erklærede Modstander og Drabsmand. Men Kongens dynastiske Planer faldt nu næsten sammen med, eller trængtes tildeels endog noget i Baggrunden af hans Harme over Snorres Ferd, og Beslutningen, at lade ham undgjelde derfor. Og til at udføre denne maatte hans Valg først og fremst falde paa Gissur, ej alene paa Grund af dennes Forhold til Snorre, men og fordi Gissur som hans haandgangne Mand og Skutilsvein[2] endog var forpligtet til at udføre hans Befaling, navn-
- ↑ Orm var en Søn af Jon Sigmundssøn og Thora, Gudmund Griis’s Datter, altsaa Fætter til Gissur, Brand derimod var Søn af Jon og hans anden Hustru Halldora, Nærsyskendebarn til Tume Kolbeinssøn.
- ↑ At Gissur var bleven Skutelsvein hos Kongen samme Vinter, han tilbragte med Jon Murte i Bergen (1229) er ovenfor viist (S. see) jfr. Sturlunga Saga V. 7 og VI. 1.
