Ihvorvel Kong Haakon i de sidste Aar havde haft nok at bestille med de Ubehageligheder, som Hertug Skule forvoldte ham, saa havde han dog, som vi see, med ufravendt Øje fulgt Begivenhederne paa Island, og, saavidt vi af Begivenhederne selv kunne dømme, ikke forsømt nogen Lejlighed til at forøge sin Indflydelse eller svække Høvdingernes Modstandskraft. Man maa saaledes vistnok for en stor Deel tilskrive det hans Bestræbelser, at begge de islandske Biskopsstole, der, som vi have seet, i eet og samme Aar, 1237, vare blevne ledige, nu ikke bleve besatte med de dertil allerede før Gudmunds og Magnus’s Død udvalgte islandske Gejstlige, men derimod med Nordmænd. Kun meget lidet og mangelfuldt er det, hvad Oldskrifterne berette om denne Sag, men det er dog tilstrækkeligt til at vi deraf kunne danne os en nogenlunde tydelig Forestilling om Sammenhængen. Der fortælles først, at da Urøkja Snorressøn efter den af Sturla Sighvatssøn lidte Mishandling forlod Island om Sommeren 1236 paa Andres Ravnssøns Skib, afrejste ogsaa Presterne Magnus, Gissur Thorvaldssøns Morbroder, der var udvalgt til Biskop i Skaalholt, og Bjørn Hjaltessøn, kaldet Kygre-Bjørn, der af Nordlændingerne var udvalgt til Biskop i Hole; begge, som det forstaar sig, for at faa Valget bekræftet og selv at indvies af Erkebiskoppen. Det sees heraf, at man nu ligesom ved flere tidligere Lejligheder paa Island, naar man antog at en fungerende Biskop ej havde lang Tid tilbage at leve i, allerede forinden hans Død var betænkt paa at have hans Efterfølger færdig, for at undgaa den lange Vakance, som Øens afsides Beliggenhed ellers let kunde medføre. Og hertil var der denne Gang saa meget sterkere Opfordring, som begge Biskopperne vare gamle og affældige, og Gudmund desuden foreløbigt suspenderet af Erkebiskoppen. Man kunde derfor let – hvad og der virkelig blev Tilfældet – komme i den Ubehagelighed, ikke af hage nogen forrettende Biskop i Landet. Skjønt det heder, at begge Biskopper sendte hine tvende tilkommende Eftermænd ud, maa man dog antage, at Foranstaltningen nærmest er udgaaen fra Magnus i Skaalholt, deels fordi Gudmund paa denne Tid havde lidet eller intet at sige, deels ogsaa fordi Bjørn Hjaltessøn, der valgtes til hans Efterfølger, var ham personligt forhadt[1]. Men ingen af dem bleve indviede. Vi erfare om
- ↑ Se Sturlunga Saga III. 13. Kygre-Bjørn, heder det her, blev strax efter Biskop Gudmunds Valg tagen til Brev-Koncipist ved Biskopsstolen, og Kolbein Tumessøn gjorde sig da overvættes Umag for at have.ham til Ben, medens Bjørn viste sig fiendtlig mod Gudmund, paaskydende ikke at blive agtet nok af ham; og spaaede da Gudmund, hvad der siden gik i Opfyldelse med Bjørn, thi Uvenskabet mellem dem tiltog, jo længer den vedvarede.
