Bjørn, at han var i Følge med Urøkja paa dennes Rejse til Rom og ligeledes paa Tilbagerejsen, men at han døde paa Hjemvejen[1]. Om Magnus derimod siges intet andet, end at han i Aaret 1239, fremdeles som Prest, vendte tilbage til Island og druknede Aaret derefter[2]. Imidlertid havde Erkebiskoppen allerede i 1238 indviet Sigvard Thettmarssøn, Abbed i Sellø, til Biskop i Skaalholt, og Botulf, Kanonicus fra Elgeseter, til Biskop i Hole[3]. Dette viser, at Erkebiskoppen maa have formeligt kasseret Bjørns og Magnus’s Valg. Thi om Bjørn end døde førend Botulf indviedes, saa levede dog Magnus, og man maa derfor antage at Bjørn foretog sin Romerrejse, for personligt at tale saavel sin egen som Magnus’s Sag hos Paven. Hos denne kan han dog ej have faaet noget Medhold, saa at Magnus ved Efterretningen herom saavel som om hans Død maa have været nødsaget til at træde tilbage. Der gaves nok af kanoniske Grunde, som berettigede Erkebiskoppen til at underkjende hans og Bjørns Valg. Deels skulde nemlig i Regelen intet Valg foretages, førend Biskopsstolen var ledig, med mindre Erkebiskoppen eller Paven dertil gave særskilt Tilladelse, og en saadan sees ikke at være given, lige saa lidet som Hole Biskopsstol endnu kunde siges at være ledig, førend Gudmund var formeligt afsat; deels .var den paa Island brugelige Valgmaade, hvorved hvert Biskopsdømmes Prester og Bønder (det vil sige Høvdingerne) i Forening valgte sin Biskop, ligefrem i Strid med det saa ofte indskjerpede Pavebud, at ved Biskoppers og Abbeders Valg skulde ingen Indblanding af verdslige Høvdingers Myndighed finde Sted[4]. En Reform var visselig nødvendig, om end kun for at frigjøre Biskopsstolene for den Afhængighed, hvori de vare komne til enkelte mægtige Høvdinger. Thi der er ikke nogen Tvivl om, at Skaalholts Biskopsstol nu, baade hvad Valg og Bestyrelse angaar, paa det nærmeste var bleven et Beneficium for Odde- og Haukadals-Ætterne, ligesom Hole Biskopsstol for den Kolbeinske Slægt. Alligevel havde man hidtil ikke regnet det saa nøje, og at Erkebiskoppen denne Gang gik frem med større Rigorøsitet, vidner derfor allerede i og for sig om, at han havde noget mere end blot og bart kirkelige Hensyn for Øje. At han ej alene vilde emancipere Biskopsstolene fra Høvdingernes Raadighed, men ogsaa bringe dem i mere umiddelbar Afhængighed af sit eget Sæde, skjønnes saavel af Maaden hvorpaa han ordnede deres Besættelse, som af Valget af de Mænd, der kom til at beklæde dem. I Stedet for at treffe Foranstaltninger til at der ved Is-
