naar man undtager et Par smaa Brudstykker, kun haves i Peder Claussøns ikke altid nøjagtige danske Oversættelse: en Omstændighed, der maaske tør forklare enkelte af hitte tilsyneladende Afvigelser, skjønt det rigtignok ogsaa paa et Par Steder lader til at den, der forfattede Udtoget eller den kortere Bearbejdelse, har begaaet virkelige Uagtsomhedsfejl. Men idet vi nævne Sagaerne, kunne vi ikke tilbageholde vor Beklagelse over den uforsvarlige Maade, hvorpaa de have været udgivne. Denne Beklagelse gjelder navnligt Haakon Haakonssøns Saga. Her har man, saavel i Folio-Udgaven, som i Fornmanna Sögur, lagt den saakaldte Codex Frisianus til Grund, øjensynligt bestukken af dens smukke Udseende. Den er nemlig skreven med en fast, temmelig antik, islandsk Haand, paa særdeles hvidt Pergament, og er forsynet med smukt udsirede Initialer; den indeholder, foruden Haakon Haakonssøns Saga, ogsaa Størstedelen af Snorre Sturlassøns norske Kongehistorie. Men man har ikke gransket den længe som historisk Kilde, førend man tydelig mærker, at Afskriveren har været mere end almindeligt skjødesløs. Ikke alene ere Navne hyppigt forhutlede, fordi han har skrevet fejl, eller rettere læst fejl, og ej haft Sagkundskab nok til at vide det rette, men hele Ord og Linjer ere udeladte, saa at Meningen paa mange Steder derved aldeles forvanskes. Overhoved, man faar det bestemte Indtryk, at Afskriveren maa have været en Mand, der gjorde Afskrivningen til Næringsvej, og mechanisk og tankeløst, følgelig ogsaa skjødesløst og fejlagtigt, kopierede sin Original. Texten i denne Codex er ubetinget den aller sletteste af dem, der forefindes, og den burde kun have været benyttet som Variantcodex, ja man kunde næsten endog ganske have undværet den. I dets Sted er den benyttet til Hovedtext, medens derimod den fuldstændigste og paa det nærmeste fejlfrie Text, Flatøbogens, kun er benyttet som Variantcodex. Følgen heraf er, at man nu, naar man ikke hvert Øjeblik vil udsættes for at gjøre de største Fejltagelser, mere maa benytte Varianterne end Texten, og møjsommeligt sammenstykke de enkelte Sætninger, for at faa en fuldstændig Mening i Stand: hvilket, som man lettelig skjønner, overordentligt vanskeliggjør Læsningen og svækker den rolige Opfatning af Fortællingens Gang, ej at tale om, at man dog ikke ved dette Flikverk kan bringe en nøjagtig Kopi af Flatøbogens Text til Veje. Vi have hist og her i Noterne antydet enkelte saadanne forvanskede Steder. Her ville vi ligeledes paapege nogle af de mest iøjnefaldende. I Cap. 86, hvor Deeltagerne i det store Rigsmøde 1223 opregnes, staar der i Texten „Hávarðr, byskup i Stafangri,“ medens der i Varianterne oplyses, at Flatøbogen bar „Hávarðr, byskup (i Björgvin) ok Heinrekr, byskup i Stafangri; den skjødesløse Afskriver af Codex Frisianus har her af Skjødesløshed sprunget fra det ene byskup til det andet, og vilde man benytte hans Text, fik man saaledes ud,
