Side:Det nittende aarhundres kulturkamp i Norge.djvu/69

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


at hvor smaat det kunde være med Norge og nordmændene i mange maader, saa gjemte de sagn og viser og eventyr fra folkelivet, der kom for lyset ligesom ved en opdagelse, en skat for en digter. Han benyttede denne skat som poetisk iklædning for sine egne stemninger og tanker. Eller han lod den undertiden virke ved sit eget indhold, paatrykte blot stoffet sin form, fremstillede det blankt, klart og «uplettet». Denne smagens elegante og skarpsindige prædikant, — denne elsker af Kjøbenhavn, af Winthers lyrik, af Hertz’s versekunst, af Heibergs æstetiske spekulation, — bragte nu sine poetiske anskuelser i anvendelse paa norsk folkeliv. Og resultatet blev en række fine og stemningsfulde digte, der afspeilede Welhavens sjæleliv, men ikke hans emne.

 Han er blit fremstillet som en fører i vor litteraturs nationale bevægelse. Intet kan være urigtigere. «Havde det staaet i den mands magt,» sa Sverdrup i debatten om Welhavens pension, «var der ikke kommet en eneste national streng paa Norges harpe.» Det er for saa vidt sandt, som den nationale bevægelse kom uden ham og mod ham. Men han forstod hurtig, hvad det stof, den bragte for dagen, var værd, og at gjøre sig det tilgode.

 I enkelte digte, som «Dyre Vaa», har han git billeder af norsk folkekarakter, som virker med umiddelbar kraft. Men det meste af Welhavens nationale digtning er salonpoesi, omend salonpoesi af høi rang.