bekjendte forsvarer i rigsretssagen i 1836, den floskuløse regjeringsadvokat Petersen, som netop kunde friste en fritalende mand til angreb, de danske studenters visebog med et hyldningsdigt, hvor han betegner Petersen som «en rigtig mand med kræfter i sit bryst» og glæder sig over, at bogen, «et sjeldent stykke i en fjantet tid», kommer i «de rette hænder»: at stille en mand som Petersen op som en lysende undtagelse i en «fjantet» tid er et sterkt stykke. Til gjengjæld morer det Welhaven at chikanere en ung pige med en legemssvaghed. I meget har Welhaven været typen for hvad man kalder en «flaakjæftet bergenser», undertiden vittig, undertiden bare næsvis indtil frækhed. Hvad skal man ogsaa si om en professor, der benytter sin stilling ved eksamensbordet til at forvirre eksaminanderne med flaue vitser?
Welhavens indsats i norsk kulturudvikling er baade af negativ og af positiv art, og den negative side er ingenlunde til at overse. Man har gjerne stillet ham sammen med hans partifælle Schweigaard, men der en voldsom forskjel mellem Schweigaards værdighed og Welhavens flothed.
Ganske vist: i Welhavens produktion blev tonen fra «Norges dæmring» om nogle aar en anden. Den skiftede med de nye emner, han fandt. De forskjellige begivenheder, der bevirkede en gjenfødelse af norsk aandsliv, fik ogsaa en væsentlig betydning for Welhaven. Han opdagede,
