Side:Det nittende aarhundres kulturkamp i Norge.djvu/67

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


reformere os ved sine invektiver. Det vilde han lige saa lidt som en nutidens kjøbenhavnerjournalist, der tvertimod har sin fornøielse af vore feil: maatte vi blot ikke lægge dem af! Hos Welhaven var flere ting paa spil: personlig uvilje, ungdommelig kaadhed og ungdommelig forfængelighed. Hvor klinger det ikke i hvert vers af «Norges dæmring»: «Gudskelov, at jeg ikke er som en af disse.» Det verk har da heller ikke havt noget ærinde til vor kultur. Den prestige, det fik hos en følgende slegt, skyldes dels, at Welhaven da var blit den mand han var, dels, at den negative harcellerende tone en lang tid var paa mode i anførende kredse, i Kristianiabureaukratiet og dets hovedorgan «Morgenbladet». Har «Norges dæmring» havt nogen indflydelse paa vor kulturudvikling, saa er det den, at Welhavens ungdomsjargon har været medvirkende til at bestemme den nævnte tone, til at udvikle en kjølig og ironisk holdning ligeoverfor hvad landet kunde evne, særlig paa det politiske omraade, til at gjøre kløften størst mulig mellem «dannelsen» og «raaheden». Og det er ikke paa den maade, man tjener sit lands kultur. Anekdoter om Welhaven bekræfter iøvrigt, at denne smagens apostel tildels har manglet, hvad man kalder «hjertets dannelse». Han har havt en egen fornøielse af at slaa sig til ridder paa de svage, mens han ikke gjerne lagde sig ud med de indflydelsesrige. Han sender f. eks. den