Side:Det nittende aarhundres kulturkamp i Norge.djvu/70

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


 Klart kommer dette frem i hans betragtning af norsk natur og de naturmytiske figurer. Huldren spiller i Welhavens digtning samme rolle som nymferne i den klassiske. Hun gjør tjeneste som norsk skognymfe. Vi er her i virkeligheden ikke kommet langt bort fra det 18de aarhundredes pseudoklassiske efterligningspoesi. De tyske romantikere havde paa en tildels dybsindig og aandfuld maade paavist, hvorledes religiøse og naturmytiske skikkelser var billeder af naturens indvirkning paa den menneskelige fantasi. Denne tanke har Welhaven grebet og i stor udstrækning anvendt i sin digtning. Men det, som er sterkest udviklet i Welhavens digterpersonlighed, er paa den ene side reflektionen, paa den anden side smag og dekorativ sans. Og hans reflektion forflades undertiden af hans smag. Huldren blir nærmest en dekorativ figur, hun paraderer ligesom de mange personifikationer i forrige aarhundredes franske litteratur, les Amours og les Ris. Hun er en skogstemning, der har faaet langt gult haar og dragt som en søndagspudset sæterjente.

 Endnu i den digtsamling, der udkom 1839, spiller det nationale element en ubetydelig rolle. Men i digtsamlingerne fra 1845 og 1848 er det nationale emnevalg paatageligt. Welhaven har halvt modstræbende fulgt strømmen. Han misbilligede saaledes det efter hans mening for folkelige norske sprog i Asbjørnsens og Moes eventyr. Men