Side:Det nittende aarhundres kulturkamp i Norge.djvu/71

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


samtidig skriver han til Ingemann, at der lyder til ham «en evindelig lokken og opfordring mellem fjelde og i skove». Han karakteriserer Norge som «en ubetraadt urskov», «Nordens poetiske aand suser» igjennem den. Han er blit greben af lyst til at begi sig ind i urskogen. Men hvor lidet han var skikket hertil, viser allerede det almindelige udtryk: «Nordens poetiske aand». Han kom altid til at gaa som en fremmed, en reisende, en dansk bymand paa sine udflugter i denne urskog. Selv sier han etsteds, at den tempererede zone neppe kan vise et tristere syn end en vaar i Kristianias omegn! Naturfølelse og nationalfølelse var hos Welhaven receptivt erhvervede. Han har erhvervet dem paa samme maade som en mand, der oprindelig har været blind for skulptur eller døv for musik, men efterhaanden bibringes en vis forstaaelse, der dog er noget helt andet end oprindelig sans. Han kan rigtignok komme til at fantasere over det, han har set og hørt, i ord saa skjønne, som hans pen raader over.

 En digterisk aand som Welhaven vandrede naturligvis ikke gjennem det nyopdagede Norge uden udbytte. Han finder talrige sujetter af poetisk interesse, og han behandler dem med stor kunst. Han har et nydeligt anslag, og det hænder, at dette anslag, som i «Raad for uraad» har en virkelig norsk klang. Men i det store og hele kan man si, at det nationale har