a) Tænker vi os Guds Hellighed i Forhold til Verden,
da kommer vi til Begrebet om Guds Retfærdighed,
som netop er hans virksomme Hellighed eller hans
Helligheds virksomme Forhold til alt, både det Gode og det
Onde. Det heder i vor Børnelærdom, af Guds Retfærdighed
er dette, at „han straffer det Onde og belønner det
Gode“. Dette følger ligetil af, hvad vi før har erkjendt
om Guds Hellighed. Fordi Gud ifølge sin Hellighed „elsker
det Gode“, derfor viser han også sit Velbehag i det
(han „belønner“ det); og fordi han ifølge sin Hellighed
„hader det Onde“, derfor forkaster han det („straffer“ det).
Løn og Straf forudsætter en Lov, hvorefter de tildeles; vi siger derfor, at Guds Retfærdighed er en lovgivende, belønnende og straffende Retfærdighed.
Den belønnende og straffende Retfærdighed kan sammenfattes under Fællesbenævnelsen dømmende Retfærdighed; thi Lønnen og Straffen består deri, at Gud tildømmel enhver det Mål af Velvære eller det Mål af Lidelse, som svarer til hans sædelige eller usædelige Forhold til Loven. Gjengjældende kaldes denne dømmende Retfærdighed, idet baade Lønnen og Straffen nøjagtigt svarer til enhvers sædelige eller usædelige Forhold. Gjengjældelse er det rette Grundlag for al Belønning og al Straf, eller rettere: al retfærdig Belønning og al retfærdig Straf er væsentligt Gjengjældelse. Vanskeligere end ved Straffen kunde det nu synes at være at fastholde Gjengjældelsen i den „Løn“, som tildeles de Troende, nemlig den evige Salighed. Ganske vist „er vi frelste af Nåde“; men den retfærdige Gjengjældelse kommer dog også her tilsyne, idet Saligheden tildømmes den Troende som en af Kristus fortjent Løn. Dette vil få sin nærmere Udvikling og Belysning på sit Sted.
Naturen afspejler Guds Retfærdighed; hans lovgivende Retfærdighed har her sit Udtryk i de faste Naturlove; men
