også om hans dømmende Retfærdighed kan Naturen vidne for os, når vi lægger Mærke til, at Naturlovene ikke ustraffet overtrædes.
Men hvad Naturen viser os som i et Spejlbillede, det har i Menneskeånden fuld Virkelighed; her heder det først ret tydeligt: „du skal“, „du skal ikke“, „dersom du gjør det, skal du blive salig“; „dersom du ikke gjør det, skal du blive fordømt“. Allerede det naturlige Menneskes Samvittighed er en sådan umiddelbar Bevidsthed om Guds lovgivende og dømmende Retfærdighed. Men til fuld Klarhed kommer denne Bevidsthed først hos den Gjenfødte; thi kun han kjender den åbenbarede Lov. Den Uigjenfødte „forholder Sandheden ved Uretfærdighed“ (Ro. 1, 18), hvad enten den træder ham umiddelbart imøde i Samvittigheden, eller den taler til ham i den åbenbarede Lov; Frygten bringer ham til mere eller mindre bevidst at søge at svække det Indtryk af Guds Retfærdighed, som han ikke ganske kan frigjøre sig fra. Guds Barn, som intet har at frygte af Dommen, har ingen Grund til at svække denne Bevidsthed. Navnlig i en udpræget blødagtig Tid er det kjendeligt, hvorledes Retfærdighedens Begreb er udsat for Afsvækkelse og mangehånde Forkvakling.
Som Skriftbevis for Guds lovgivende Retfærdighed kan ethvert guddommeligt Bud anføres; se fornemmelig 2 Mos. 20[1]; om Guds lovgivende Retfærdighed taler fremdeles Ps. 19, 8. 9[2]. Om Guds dømmende Retfærdighed se
