ning, som vi kalder Anger, fordi vi om den, som søger at ophæve, hvad han før har gjort, eller gjøre det om igjen, siger, at han angrer. Men medens dette hos Mennesket er begrundet i dets Afmagt til at fuldbyrde sine Hensigter, så er Guds Fordømmelsesdom over Slægten — som heller ikke er en Tilintetgjørelse af Slægten — ikke alene forudseet af Gud, da han skabte den, men også forud villet og således medoptaget i hans evige, vise Rådslutning. Således er Udtrykket Anger om Gud et menneskeligt Udtryk, som anvendt på Gud må tænkes frit for Menneskeangerens Indskrænkriing. Luther siger til vort Sted (Udførl. Udlæggelse af 1ste Mosebog): „Den hellige Skrift taler efter de Menneskers Tanker, som skal forkynde Ordet“. „Til denne Text hører ogå andre lignende, hvori Gud afmales, som om han han havde Øjne, Øren, Mund o.s.v. — — — — Thi på sådanne Steder taler Skriften om Gud som om et Menneske.“ „Dette er den enfoldigste Måde at behandle sådanne Sprog på; thi hvad Gud er i sin Natur, kan vi ikke komme efter.“ Skriften taler menneskeligt om Gud for at forståes af Mennesker.
Et nøjagtigt Udtryk for Guds Almagt har vi i Ps. 135, 6: „Herren gjør alt, hvad ham behager“ sml. Ps. 115,3[1]; 1 Mos. 17, 1[2]; Luk. 1, 37[3].
3. Vi kommer nu tilbage til det Grundbegreb, hvormed vi begyndte Betragtningen af Guds Væsen, nemlig den hellige Kjærlighed. Vi vil da undersøge, hvilke Egenskaber vi må tillægge Gud, når vitænker os a) hans Hellighed, b) hans Kjærlighed, c) hans hellige Kjærlighed i
Forhold til Verden.
