menneskeligt Legeme. Hvorledes stemmer dette med Skriftens Udsagn, at Gud er en Ånd, altså ulegemlig? Som Gud er også Kristus Ånd; men hans evige Menneskelighed og hans deraf følgende evige Legemlighed viser os ind i et Dyb af Guds Herligheds Åbenbarelse, som vi ingenlunde kan gjennemskue, men som dog må fylde os med en frydefuld Anelse. Dette peger hen på, at Guds Allestedsnærværelse ikke er at opfatte så stivt og ubestemt almindeligt, som om der ikke var og i Evighed ikke vil være et Samlingspunkt, et Midtpunkt for Guds Væsens Åbenbarelse. Jo der er et sådant Midtpunkt, hvorfra Guds Væsen vil stråle alle Hellige imøde, om hvilket de samles for at mætte sig i salig Beskuelse og Tilbedelse, Og dette Midtpunkt, dette Guds Hjerte, er Kristus. Han er jo „Herlighedens Afglans og Guds Væsens udtrykte Billede“ (Hbr. 1, 3); og kunde han allerede her i Verden, hvor Herligheden dog kun i brudte Stråler kunde bryde frem igjennem det jordiske Hylle, kunde han allerede her sige: „hvo, som har seet mig, har seet Faderen“ (Joh, 14, 9), da må han så meget mere i sin himmelske, forklarede Tilværelse være skikket til at være Faderens Åbenbarer.
2. Gud er, har vi hørt, uagtet sin Uendelighed, dog en personlig Gud ɔ: han har Bevidsthed og Vilje.
a) Tænker vi os først Guds Bevidsthed i Forhold til Verden og spørger: hvad ved Gud? da må vi svare, at også hans Viden er uindskrænket: han ved alt. På denne Made kommer vi til Begrebet om Guds Alvidenhed. Menneskelig talt siger vi, at Gud ved, hvad der er skeet, hvad der sker, og hvad der vil ske. Men da der i Gud ikke er noget Før og Siden, er dette kun en menneskelig Måde at anskue Sagen på; for ham er også det Fremtidige nærværende. Ved denne Betragtning har man søgt at forklare den Hemmelighed, at Gud forud kan kjende også de frie Handlinger: de er for han ikke fremtidige, men anskue-
