og Evighed er to ganske forskjellige Begreber; Tiden er ingen Del af Evigheden, lige så lidt som et Punkt er en Del af en Linje. For Gud er der intet „Før“ og „Siden“, ingen Fortid og Fremtid, for ham er alt evigt nærværende, et evigt Nu. Tiden hører Verden til; den blev til med Verden; den betegner kun et vist Forhold mellem Verdenslivets endelige, skiftende Bevægelser og Begivenheder; i Evigheden er der stille; eller, er der Bevægelse, da er det en uendelig Bevægelse, derfor er Evigheden ingen Tid. —
b) Tænker vi os dernæst Guds Uendelighed i Forhold til Rummet, da må vi sige, at Gud som den uendelige også er uindskrænket af Rummet; det er dette vi kalder Guds Allestedsnærværelse. Gud er uafhængig af Rummet således, at der ikke er noget Rum, som kan indeslutte ham 2 Krøn. 6, 18[1]; han er ulegemlig og optager derfor ikke som vi noget enkelt bestemt Rum. Men ligsom der ikke er noget Rum, som — for at tale menneskeligt — kan „stænge ham inde,“ således er der heller intet Rum, som kan „stænge ham ude“; han gjennemtrænger Rummet ganske med sin Nærværelse. Jer. 23, 23 f.[2] Ap. Gj. 17, 27.[3] Dette er dog ikke så at forstå, at der i hver Del af Rummet skulde findes en tilsvarende Del af Gud. I Gud er der ikke Dele; hvor han er tilstede, er han derfor helt tilstede.
Gud er ulegemlig, men Kristus er jo ble ven Menneske, er fremdeles Menneske, vil i Evighed vedblive at
være Menneske og vil således også i Evighed have et
- ↑ Se Himlene og Himlenes Himle rummer dig ikke, hvor langt mindre da dette Hus, som jeg har bygget.
- ↑ Er jeg kun en Gud nær hos? siger Herren, og ikke en Gud langt borte? Mon nogen kan skjule sig på så lønlige Steder, at jeg ikke kan se ham? siger Herren. Er jeg ikke den, som opfylder Himmelen og Jorden? siger Herren.
- ↑ Herren er sandelig ikke langt fra enhver af os; thi i ham lever, røres og er vi.
