Kun for den Kristne er Gud en åbenbaret Gud. Deraf kommer hans personlige Vished om hans Tilværelse. Men derfor kan også kun den Kristne have et sandt Begreb om Guds Væsen og Egenskaber. Dette fåes nemlig først da, når Gud åbenbarer sig for Hjertet i personlig Kjærlighedsmeddelelse og overhovedet i personlige Erfaringskjendsgjerninger.
Skal den Troende ud af sin erfaringsmæssige Bevidsthed besvare det Spørgsmål: hvorledes har Gud åbenbaret sig for dig? da vil han nærmest bekjende med Apostelen: Gud er Kjærlighed. 1 Joh. 4, 16; thi han ved sig ikke alene forsonet med Gud ved et Kjærlighedens Under, Joh. 3, 16[2]; men Guds Kjærlighed er også „udøst“ i hans Hjerte ved den Hellig-Ånd, Ro. 5, 5.
Men den Troende ved også, at Gud ikke alene som den Kjærlige giver og hengiver sig til vor Slægt, men at han også kræver noget af Slægten. Allerede i Forsoningens
Kjendsgjerning ligger et sådant Krav. Der er noget i
