Side:Den kristelige Troeslære.djvu/25

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

Først i dette Vidhesbyrd er der den Klarhed, som vi trænger til. Den Kristnes Liv er endvidere et Liv i Gud; han står i et personligt, erfaringsmæssigt Livssamfund med Gud, derfor tvivler han ligeså lidet om Guds Tilværelse, som han tvivler om sin egen Tilværelse.

Den hellige Skrift beskjæftiger sig ikke med at opstille Beviser for Guds Tilværelse; den bevidner vistnok, at Gud heller ikke i Naturen „“har ladet sig uden Vidnesbyrd“ Ro. 1, 20[1]; Ps. 19, 2[2]; Jes. 40, 26[3]; men i Almindelighed forudsætter den denne Bevidsthed. Gudsbevidstheden findes også i Hedningernes Hjerte, idet der findes Lovbevidsthed Ro. 2, 15[4]. Den rette Vished om Guds Tilværelse er en Troesvished og ikke en Vidensvished Hbr. 11, 6[5]. Når derfor den, som nægter Guds Tilværelse, kaldes en „Dåre“ Ps. 14, 1[6], da er det efter Grundtekstens Mening ikke så meget Mangel på Forstand,

som bebrejdes en sådan, som Mangel på Fromhed.

  1. Hans usynlige Væsen, det er hans evige Kraft og Guddommelighed, beskues fra Verdens Skabelse af, da de forståes af Gjerningerne.
  2. Himlene fortæller Guds Ære. o. s. v.
  3. Opløfter mod det Høje eders Øjne og ser: hvo har skabt disse Ting?
  4. De (Hedningerne) viser Lovens Gjerning (at være) skreven i deres Hjerter, idet deres Samvittighed vidner med, og. Tankerne indbyrdes anklager eller og forsvarer hverandre.
  5. Men uden Tro er det umuligt at behage ham; thi det bør den, som kommer frem for Gud, at tro, at han er til.
  6. Dåren siger i sit Hjerte: der er ingen Gud.