Side:Den kristelige Troeslære.djvu/24

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest


Heraf følger imidlertid ikke, at der udenfor Åbenbaringen ikke kan gives nogensomhelst Overbevisning om Guds Tilværelse. Hedningen kan have en meget bestemt Overbevisning om, at der er en Gud, uden Beviser, ja der er indtil denne Dag ikke fundet et Folk, selv ikke det råeste, som ikke tror på et gudommeligt Væsens Tilværelse. Heller ikke Barnet falder på at grunde sin Overbevisning i denne Henseende på Fornuftbeviser; og hvo vil beskylde Barnets Tro for Mangel på Vished?

Guds Tilværelse er nemlig overhovedet ikke Gjenstand for begribende Viden. Overbevisningen om Guds Tilværelse er en Samvittighedssag. Derfor er det moralske Bevis for Guds Tilværelse, som hentes fra Samvittigheden, kanske også det mest betydningsfulde af disse såkaldte Beviser. I sin Samvittighed fornemmer Mennesket umiddelbart og uvilkårligt en dømmende Magt, som nødvendigvis må være til. Den kundgjør umiddelbart sin egen Tilværelse, idet den viser sig at være aldeles uafhængig af vor Vilje. Vi kan ikke gjøre for, at vi fornemmer denne Dom; vi vilde helst unddrage os den; men vi dømmes dog. Idet denne Dom viser sig at være aldeles uafhængig af Mennesket, viser den sig også som ubetinget ophøiet over Mennesket. Der lyder i vort Hjerte en hellig Dom over os: derfor må der også over os være en hellig Dommer, fra hvem Dommen udgår. Men denne Overbevisning fremkommer ikke som en Fornuftslutning; den er en umiddelbart given Sag, en umiddelbar Bevidsthed, Foretager Anden en slig Slutning fra Dommen til Dommeren, da sker det i alle Fald ganske uvilkårligt og kanske ganske ubevidst. Denne umiddelbare Vished, som kan opnåes også på det rene Naturstandpunkt, er imidlertid endnu ikke den levende Tro, som tilfredsstiller vort Hjerte. En slig Overbevisning har kun den Kristne. Til ham taler nemlig Gud selv om sig selv gjennem Åbenbaringens Ord.