Gud, som forhindrer hans Kjærlighed i at meddele sig til Slægten, hvis ikke hans Krav til Slægten bliver fyldestgjort; dette er hans Hellighed. Den Troende ved sig frelst ved Guds Kjærlighed, men således, at hans Helligheds Krav i Forsoningen er fyldestgjort.
Det korte, men indholdsrige Udtryk for Guds åbenbarede Væsen bliver altså: den hellige Kjærlighed. Hellighed og Kjærlighed er de to Hovedsider ved Guds Væsen.
Hellig er den, som vil og kun vil det Fuldkomne: Gud er den Fuldkomne; som sådan må han ville det Fuldkomne, eller han må ville sig selv; thi Fuldkommenhed findes ikke udenfor Gud. Dette er netop Guds Hellighed. Man har derfor sagt, at Guds Hellighed er hans Kjærlighed til sig selv.[1] Gud er hellig som den, der gjør sig selv til Målet for sin Villen og Virksomhed, som den, der kræver sin Ære af alt, hvad der er til: „hellig, hellig, hellig er den Herre Zebaoth; al Jorden er fuld af hans Ære. Jes. 6, 3. Det er netop den samme Hellighed, han kræver af os: at vi skal elske ham ɔ: „elske det Gode;“ og ikke elske andet end ham ɔ: „hade Synden“. Sml. 1 Ptr. 1, 16[2]; Ps. 5, 5[3]. Kjærlighed er Selvmeddelelse, Selvhengivelse. Gud kræver ikke blot som den Hellige, han giver også som den Kjærlige. Helligheden kræver sin Ære, Kjærligheden giver sit Liv. Allerede bortseet fra Verden, i den guddommelige Treenigheds hemmelighedsfulde Dyb er der sådan Kjærlighedens Hengivelse, en indbyrdes Given og Tagen, som Skriften mener, når den siger, at „Faderen elsker Sønnen“ og Sønnen Faderen.
Forholdet mellem Guds Hellighed og hans Kjærlig-
