drede Mand overfalte og tilintetgjorte, og Skjøttebaadene opsnappede ogsaa flere Svenske, som ad Søveien forsøgte at naa Stenviksholm. Søndagen den 7de Mai fandt Mads Dalkarl sin Død. Han befandt sig paa en Gaard i Soknedalen, Annex til Størens Prestegjeld, og blev her overfaldt og dræbt med 40 of sit Følge; 20 toges tilfange. Endnu i 1857 saa Eilert Sundt paa Gaarden Garlid, Skydsskiftet mellem Soknedalen og Rennebo, en gammel Røgstue; gjennem dennes Ljore eller Tagaabning fortalte Bønderne, at Mads Dalkarl – Ingen vidste for hvor mange hundrede Aag siden – var bleven skudt af en Nordmand som havde listet sig op paa Taget. Sagnet tilføiede, at Nordmændene for of overliste de Svenske paa Garlid havde betjent sig af det Kunstgreb at bære Løvbuske i sine Hænder for at indbilde Fienden, at det var en Del af Skoven, som viste sig i det Fjerne[1]. Allerede den 14de Mai vare, efter Erik Munks egen Beregning, omtrent tusinde Svenske enten fangne eller dræbte.
Natten til den 8de Mai kunde endelig Erik Munk paa Baade og Jægter føre sine Folk fra Throndhjem til Stenviksholm, som da for anden Gang i dette Aar skulde beleires. Claudius Gallus havde søgt at benytte Tiden siden hans Flugt fra Throndhjem til at proviantere, og havde derhos forbedret Festningsværkerne ved at anlægge et Bolværk af Træ udenfor Porten. Hans Besætning paa Slottet udgjorde omkom 400 Mand.
Den norske Hær talte, da den leirede sig foran Stenviksholm, hele 4000 Mand, men heraf udgjorde „Bondeknegtene“ fra Hordeland den største Part. Disse Folk faa af Erik Munk just ikke det bedste Vidnesbyrd. „Ingen af Bondeknegtene, skriver Erik, haver været brugt der, som Hug have vanket, og jeg lover dem altid, at vi ville tage den første Tørning for dem, at de deraf kunde faa Mod, og ellers, hvor vi end have slaget med vore Fiender, hove de holdt sig tilbage, til de have seet, at vi have vundet.“ Men Erik Munks heldige Frem-
- ↑ Flere Almuetraditioner herom i L. Daaes Norske Bygdesagn.
