gang havde dog tilsidst fremkaldt en bedre Stemning hos Bønderne, og han kunde derfor ogsaa slutte sit Vidnesbyrd om dem med de Ord: „Her udi Skandsen ere de lystige og glade“.
Beleirerne lode først bygge en Flaade af Tømmer, belagt med Ved, Næver og Tjære, for, saa snart Vinden tillod det, at lade den antændes og drive imod Fæstningsholmen for at sætte denne i Brand. Derhos stilledes naturligvis Kanonerne frem for at beskyde Stenviksholms Taarne og Mure. Ligeoverfor Fæstningen havde Claudius tidligere opreist en af sine Galger; nu benyttede Erik Munk denne til at lade hænge Hans Piber og Arne Gutessøn, begge Fogder i svensk Tjeneste, for at Svensken „desbedre skulde se dem som i et Speil“.
Den svenske Besætning lod det ikke mangle paa Løfter til Claudius om Udholdenhed og Standhaftighed, men saa snart Forraadet af friskt Vand var sluppet op, og de maatte drikke salt Vand, hvormed de maatte lade sig nøie i 8 Dage, „da blev der slig Jammer og Armod, at Mesteparten af Folket vare plat overgivne“. Claudius maatte da begynde at underhandle. Første vexledes et Par Breve mellem begge Anførere med den dengang under deslige Omstændigheder sædvanlige Indledningsformel: „Hilsen forsendt efter Tidens Leilighed“, og derpaa kom Claudius paa Pintsedag (21de Mai) om Middagen efter givet Leide selv fjerde ned til Erik Munk. Han tilbød Overgivelse paa det Vilkaar, at han ligesom Evert Bild for et Par Maaneder siden skulde beholde Friheden for sig og sine Folk, men herpaa vilde Erik ikke indlade sig. Claudius vilde nu, som han selv fortæller, formaa sine Folk til at gjøre et Forsøg paa at slaa sig igjennem. Han vilde selv „være den første og fremste Mand, hvis de vilde være ham følgagtige“, men da det kom til Stykket, siger han, „da var jeg alene“. Paa Undsætning var ikke at tænke; Fjeldveiene vare paa Grund af Sneløsningen ufremkommelige, og hans Bud til Sverige vare dertil endog bleve opsnappede. Der var saaledes intet andet at
