Øieblik efter stødte og søndersloges, reddede Mandskabet sig og fik fat i en Baad, hvormed det ilsomt roede til Throndhjem, uden at Erik Munk formedelst det tiltagende Mørke kunde forhindre det. Den svenske Skjærgaardsflaade var imidlertid tilintetgjort. Foruden „Baadsmændene“ (Matroserne) havde der været 200 Knegte ombord, der alle fandt Døden i dette lille Slag paa 34 Tydskere og 10 Svenske nær, der toges tilfange.
Claudius Gallus, som just befandt sig i Throndhjems By, fik af Flygtningerne fra Agdenes Budskab om den overhængende Fare, saa at Erik Munk til sin store Ærgrelse gik glip af at kunne „tage ham paa Sengen i Byen.“ Trods den korte Afstand mellem Agdenes og Throndhjem kunde Erik paa Grund af ugunstig Vind først naa ind til Staden ved Middagstid 3die Mai, da han lagde til med sine Skibe og Baade under Munkholmen. Claudius havde først en Times Tid iforveien faaet Varsel om Eriks Komme og var med sine Folk flygtet ad Stenviksholm til. Erik Munk „skjød ind i Byen, saa at det fløi derefter“, og nogle Borgere kom da, skjønt der blæste en stærk Storm, roende ud, med en Hat paa en Stage i Baaden som Parlamenteringstegn, for at bede om Leide, hvilket de fik mod Løfte om, at Staden samme Dag skulde overgive sig og paany hylde Kong Frederik den anden.
Storm og Snefald afholdt i de nærmeste Dage Erik Munk fra at landsætte sine Folk og han maatto indskrænke sig til at sende Skrivelser over til Bønderne med Opfordring om at hjælpe til med at rense Landet for svenske Tropper. Almuen havde ogsaa allerede faaet nok af Claudius Gallus’s Herredømme og begyndte igjen at længes efter det gamle; de erklærede sig villige til at opofre baade sine Sølvbelter og hvad de ellers kunde eie af Klenodier for at faa Fienden ud af Landet. Ved Bøndernes Hjælp blev derfor i de Par første Uger af Mai Maaned flere Svenske Hobe paa tyve, sexti eller hun-
