tusinde Tynder fulle med Djevler, og vil Du ikke fram, saa send mig Folket: Gid Du fik saamange Djevler, som flyve og fare mellem Huseby og Vadstena Kloster.“
Erik Munks Flaade var den samme Dag, som hans udsendte Streifparti havde maattet opgive at forfølge Mads Dalkarl, naaet til en Havn, Hammersund paa Nordmøre, og allerede Dagen efter (rimeligvis altsaa 2den Mai) stødte Streifpartiet her atter til ham. Erik fik høre, at svenske Tropper nu i Forening med Mads Dalkarls Hob hjalp Claudius Gallus’s Fogder at udskrive Folk rundtom i de nærmeste Bygder, men han besluttede dog for det første at lade disse Svensker i Ro og derimod benytte den gode Vind; for at naa frem til Agdenes. Her agtede han da foreløbig at leire sig, reise Bønderne i Omegnen og forsøge at afskjære de svenske Tropper i Nordmøre fra Forbindelsen saavel med Claudius som med Sverige, for saaledes desto sikrere at kunne tilintetgjøre dem.
Han seilede derfor strax fra Hammersund og mødte paa Veien Evert Bilds Skib, der nu forenede sig med den bergenske Eskadre. Om Aftenen samme Dag (2den Mai) naaede de en Havn i Nærheden af Agdenes. Netop som de vare komne did, bleve de til sin Forundring var, at sex Jægter, „besatte med Skyts og Folk“, kom seilende ud af Fjorden; det var den ovenfor omtalte svenske Expedition, som skulde drage langs Kysten mod Bergen. Da de Norske mærkede, at det var Fienden, betænkte de sig ikke paa at give dem det glatte Lag, saa at „somme sank af dennem, somme veltede om og somme strøg“. Erik Munk satte selv med Duen efter en af Jægterne, der seilede bedre end de øvrige, men i samme Øieblik, som han troede sig vis paa at skulle tage Fartøiet, „kom der en saadan hastig Flage i Seilet paa Duen, saa Skibet laa paa Siden, og alle Skjøtterne laa udi Vandet vel en Trediepart af en Time og jeg havde ikke troet, et Skibet skulde have reist sig.“ Herved undslap den fiendtlige Jægt, og skjønt den et
