da Havet var i stærk Bølgegang, og vi ikke længer, som før kunde rette Forstavnen mod Bølgerne, fik vi jevnlig Bølgeslag fra Vest ind over Relingen; som sinkede vor Fart og halv fyldte vort lille Æggeskal, saa at min Broder, som sad med Ryggen mod Vest, maatte trække et Gulvkleede over Hovedet og Ryggen, for nogenlunde at beskytte sig. Endelig kom vi saa nær, at vi kunde see Kanonportene paa Fregatten, og den gav et løst Skud, som Signal til at dreie bi. Da vi imidlertid fortsatte vor Seillads, gik nok et Skud, og nogen Tid efter Glimtet slog en Kanonkugle ned paa Havet bag os. Da dette ingen Virkning havde, gik noget efter et Skud, og Kuglen slog ned et Stykke foran os. Endelig gik det tredie Skud, og Kuglen gik lige over vor Mast; „Nu“, sagde Skipperen, „er det ikke Tid at trodse længer; næste Gang faae vi Kuglen lige i Fartøiet“. Vi strøg Seilene; da vi allerede paa Kartætsche-Skuds Afstand vare saa nær, at vi kunde see Matrosernes Hoveder stikke ud af Kanonportene. Kl. var 61⁄2 om Formiddagen og vi vare omtrent 1⁄2 Mil fra Øster-Riisøer. Naar man paa lang Afstand seer Glimtet af Skuddet, saa veed man, at der er en Kugle paa Veien, som søger os; en Snees Secunder efter hører man Knaldet, og næsten lige saa længe efter dette slaaer Kuglen ned. Efter at have seet Glimtet, bukkede man instinctmæssig Hovedet ned, ei idet Haab at den da muligen kunde gaae over. Jo nærmere man kommer, desto kortere ere Mellemrummene imellem disse tre betydningsfulde Standsninger.
Det var den forrige Danske Fregat Venus, fort af Capt. Mackenzie. Vor Skipper gik ombord med sine Papirer fra det Engelske Fangeskib, forklarede, at Mandskabet saavelsom han havde udholdt et sexaarigt Fangenskab i England, og ønskede at vende tilbage til Fædrelandet; at Passagererne vare en Mand, ansat ved det Norske Universitet, hans unge Kone og Broder, som altsaa gik i fredeligt Ærende. Imidlertid spurgte mine Folk de Engelske Matroser, som stak Hovederne ud for at see os, om de troede, at Capitainen vilde slippe os løs? Nogle rystede paa Hovedet; andre smilede og spurgte: hvad skulde vi gjøre med Eder? Endelig kom vor Skipper med et saa glædestraalende Ansigt ud paa Faldrebs-Trappen, at jeg sagde til min Kone: „see! paa det Ansigt og læs deri vor Befrielse“. Capitainen traadte ud paa
