Side:Christopher Hansteen - Reise-Erindringer.djvu/96

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
68

da Havet var i ſtærk Bølgegang, og vi ikke længer, ſom før kunde rette Forſtavnen mod Bølgerne, fik vi jevnlig Bølgeſlag fra Veſt ind over Relingen; ſom ſinkede vor Fart og halv fyldte vort lille Æggeſkal, ſaa at min Broder, ſom ſad med Ryggen mod Veſt, maatte trække et Gulvkleede over Hovedet og Ryggen, for nogenlunde at beſkytte ſig. Endelig kom vi ſaa nær, at vi kunde ſee Kanonportene paa Fregatten, og den gav et løſt Skud, ſom Signal til at dreie bi. Da vi imidlertid fortſatte vor Seillads, gik nok et Skud, og nogen Tid efter Glimtet ſlog en Kanonkugle ned paa Havet bag os. Da dette ingen Virkning havde, gik noget efter et Skud, og Kuglen ſlog ned et Stykke foran os. Endelig gik det tredie Skud, og Kuglen gik lige over vor Maſt; „Nu“, ſagde Skipperen, „er det ikke Tid at trodſe længer; næſte Gang faae vi Kuglen lige i Fartøiet“. Vi ſtrøg Seilene; da vi allerede paa Kartætſche-Skuds Afſtand vare ſaa nær, at vi kunde ſee Matroſernes Hoveder ſtikke ud af Kanonportene. Kl. var 612 om Formiddagen og vi vare omtrent 12 Mil fra Øſter-Riisøer. Naar man paa lang Afſtand ſeer Glimtet af Skuddet, ſaa veed man, at der er en Kugle paa Veien, ſom ſøger os; en Snees Secunder efter hører man Knaldet, og næſten lige ſaa længe efter dette ſlaaer Kuglen ned. Efter at have ſeet Glimtet, bukkede man inſtinctmæsſig Hovedet ned, ei idet Haab at den da muligen kunde gaae over. Jo nærmere man kommer, deſto kortere ere Mellemrummene imellem disſe tre betydningsfulde Standsninger.

Det var den forrige Danſke Fregat Venus, fort af Capt. Mackenzie. Vor Skipper gik ombord med ſine Papirer fra det Engelſke Fangeſkib, forklarede, at Mandſkabet ſaavelſom han havde udholdt et ſexaarigt Fangenſkab i England, og ønſkede at vende tilbage til Fædrelandet; at Pasſagererne vare en Mand, anſat ved det Norſke Univerſitet, hans unge Kone og Broder, ſom altſaa gik i fredeligt Ærende. Imidlertid ſpurgte mine Folk de Engelſke Matroſer, ſom ſtak Hovederne ud for at ſee os, om de troede, at Capitainen vilde ſlippe os løs? Nogle ryſtede paa Hovedet; andre ſmilede og ſpurgte: hvad ſkulde vi gjøre med Eder? Endelig kom vor Skipper med et ſaa glædeſtraalende Anſigt ud paa Faldrebs-Trappen, at jeg ſagde til min Kone: „ſee! paa det Anſigt og læs deri vor Befrielſe“. Capitainen traadte ud paa